Rosmarin & svirrefluer 1

Det går livligt for sig ude i krydderurterne i disse dage. Svirrefluerne har ganske uventet kastet deres kærlighed på særligt rosmarinen, og de kan næsten ikke komme til for hinanden i begejstringen. Der kan snildt vandre 10-12 svirrefluer rundt i rosmarinen på en gang, når jeg foranlediger mig til at stikke hovedet ud på altanen.

Tidligere på sommeren, når jeg har ligget og solbadet derude, kunne der godt i ny og næ komme en svirreflue forbi, men som regel er de lidt sky og flyver hurtigt videre, hvis man kommer til at gøre en bevægelse, der skræmmer dem.

Men de svirrefluer, der har slået lejr i rosmarinen, forekommer ganske frygtløse og har kun øje for de godter, de kan finde på planten. Af og til kan de blive afbrudt af vindstød og vanding af bedet, men de vender ganske hurtigt tilbage igen efter afbrydelsen.

Rosmarin & svirrefluer 2

Jeg blev nysgerrig og måtte ind at slå op på nettet, hvad forekomsten af de mange svirrefluer kunne skyldes. Og så kunne jeg læse flere steder, at de faktisk er nogle fremragende nyttedyr, der spiser bladlus og andet småkravl i og omkring planterne.

Rosmarinen har stort set passet sig selv hen over sommeren og har bare fået et skvæt vand i ny og næ, når jeg har vandet de andre og mere tørstige krydderurter. Jeg har ikke bemærket nogen bladlus eller andre kryb på planten, men noget siger mig, at svirrefluerne er bedre til at opdage den slags end jeg.

Jeg sætter derfor min lid til, at det er en god ting, at de pludseligt er blevet så ivrige efter at snuse rundt i rosmarinen, og de skal da være så hjerteligt velkomne. Jeg synes egentlig, det er nogle ganske fornøjelige og dekorative insekter, og så gør de ingen skade i form af larm eller aggressiv adfærd.

Rosmarin & svirrefluer 3

Svirrefluer er også meget glade for blomster – særligt blå og gule, kan jeg læse mig til – som de samler pollen fra, og specielt de blomstrende krydderurter er også at foretrække, når svirrefluerne skal vælge midlertidigt tilholdssted.

Min ene mynte er begyndt at blomstre med de fineste små “klokkeblomster” i lillablå nuancer, så jeg regner med, at svirrefluerne også skal en tur derover ved lejlighed.