Frikadeller med belugalinser

Denne opskrift har faktisk ligget i gemmerne og er gang på gang blevet tilsidesat for mere sommerlige opskrifter. Men nu skal den have lov at komme frem i lyset, for selvom billederne ikke er specielt gode, er det altså nogle brandgode deller, som helt klart er must try.

Jeg vil dog ikke give en præcis opskrift, men blot en ingrediensliste og en beskrivelse, for de skal egentlig bare laves som almindelige frikadeller, selvom der er en masse spændende ting i. Faktisk er det så utraditionelt dellefyld ifølge min kæreste, som er meget traditionsbunden, hvad angår mad, at de her i hjemmet nu omtales “fakedeller” [fæjkedæller].

Da jeg lavede dem første gang for flere måneder siden (hvor billederne er fra), spiste jeg dem bare med stuvet hvidkål, frisk koriander og rød peberfrugt. Jeg var alene hjemme, og det var et skønt måltid! Jeg havde naturligvis lavet så mange deller, at der var rigeligt til madpakken også.

Linsedeller 1

INGREDIENSER:

En pakke hakket svinekød
2 hele økoæg
1 hakket løg
1 dl. belugalinser
Finrevet gulerod
Hakket spinat
Solbærsaft
Rugmel
Speltmel
1-2 tsk. bagepulver
Havregryn
Karry
Salt
Peber

Linsedeller 2

Farsen røres med æg, hakket løg, forkogte belugalinser, finrevet gulerod og hakket spinat. Derefter tilsættes et skvæt solbærsaft, hvorefter mel, bagepulver og havregryn tilsættes i de mængder, man foretrækker, indtil konsistensen af farsen er, som man ønsker. Krydres blot med salt, peber og en anelse karry. Farsen stilles på køl en halv times tid, hvorefter den formes til små deller og steges i smør.

Disse deller bliver meget saftige og “svampede” indeni, men skal være sprødstegte udenpå. De smager simpelthen himmelsk, og jeg elsker, når frikadeller er luftige i konsistensen som disse i modsætning til at være kompakte fra ende til anden. Så tag og prøv dem – det er helt klart blevet min favoritdelle!