Herrljunga hyldeblomstcider 1

Som nævnt i dette indlæg lovede jeg at komme nærmere ind på min favorit, når det kommer til læskende drikke denne sommer. Det er nemlig intet mindre end hyldeblomstcider fra Herrljunga, som også laver de klassiske æble- og pærecider. Ganske vist à la sodavand i modsætning til “vodkaklovn”, som er en helt anden ciderkategori.

Der er 0,7 % alkohol i denne cider, hvilket i min familie var lidt nok til, at vi børn også gerne måtte drikke det, da jeg var barn. Hyldeblomstversionen eksisterede dog ikke den gang, men hold da fast, hvor er jeg glad for, at de nu har lavet denne version, for den er virkeligt lækker og frisk i smagen.

Jeg er jo som tidligere nævnt ikke den store vanddrikker, med mindre der er tale om en situation, hvor der drikkes vin til maden. Så i sommervarmen har den for mit vedkommende mest stået på saftevand og hyldeblomstsodavand fra Nikoline. Det kan dog godt blive en anelse for sukkerklistret i længden, så min lykke er gjort, nu hvor jeg har stiftet bekendtskab med hyldeblomstcider, omend der også er en vis mængde sukker i.

Herrljunga hyldeblomstcider 2

Faktisk er der blot tale om æblecider med smag af hyldeblomst fra udtræk. Flasken indeholder en liter af det forfriskende stads, som er lavet på kulsyreholdigt vand, gær, gæret juice af æble, sukker, hyldeblomstudtræk, citronsyre, konserveringsmiddel og antioxidationsmiddel. Råsaftindholdet er på 26%, og sukkerindholdet på 6 gram for hver 100 gram.

Sådan en flaske her koster 12,95 plus pant C og fås i min lokale SuperBrugsen, men udvalget kan jo være lidt forskelligt fra butik til butik. Føtex fører tilsyneladende generelt ikke Herrljungas cider, så jeg har vænnet mig til at gå en omvej, når der skal købes ind, da denne cider er et must i mit køleskab for tiden. Prøv den!