St. Pauls Apothek 1

I maj måned var min søster og jeg en tur på St. Pauls Apothek, som jeg tidligere har skrevet om her og her. Min søster havde aldrig været der, så vi besluttede, at det skulle prøves af (igen, for mit vedkommende) og ikke mindst på grund af drinksene.

De tidligere besøg på St. Pauls Apothek har for mit vedkommende været præget af nogle småfejl og ellers ok mad og gode drinks. Fejlene antog jeg som værende “børnesygdomme”, men efterhånden har stedet eksisteret et års tid og endda med god succes, så vi satsede på, at der denne gang ingen problemer ville være.

Grunden til, at jeg ikke har skrevet om besøget før, er imidlertid den, at jeg var lidt skuffet og ikke rigtigt kunne beslutte, om jeg ville lave et indlæg om det eller ej. Men nu kommer det altså alligevel.

St. Pauls Apothek 2

St. Pauls Apothek 3

Siden mine andre besøg har de lavet opsætningen med menu og drinks lidt om. Nu er der forskellige forretter, hovedretter og desserter at vælge imellem, og til hver ret hører der en bestemt drink. Man kan vælge drinken fra, men man kan desværre ikke ombytte den til en anden.

To retter mad koster 195 kr., og to drinks til koster 145 kr. oveni. Vælger man tre retter, skal man af med 245 kr., og prisen for tre drinks hørende til maden er 195 kr. oveni. Spiser man der, som vi gjorde, en fredag eller lørdag, skal man betale 50 kr. ekstra i tillæg uanset antal retter.

Der kom brød og en udmærket persillesmør på bordet, mens vi besluttede, hvad vi ville have at spise. Vi valgte stort set det samme, men det kom bag på os, at vi ikke kunne få lov at vælge andre drinks til maden. Vi besluttede, at vi gerne ville have tre retter mad, men kun to cocktails, hvor vi så efter maden ville vælge en tredje cocktail fra drinkskortet. Dette kunne dog kun lade sig gøre, hvis vi bestilte den allerede før maden, selvom det på daværende tidspunkt jo var ret svært at forudsige, hvad vi kunne have lyst til EFTER maden. Ærgerligt, at det skulle være så besværligt, og at man ikke måtte vente med at beslutte den slags, til det blev aktuelt.

St. Pauls Apothek 4

St. Pauls Apothek 6

Det hele måtte derfor bestilles med det samme, og sådan blev det så. Forretten var et mix af hellefisk, hytteost, syltede rødløg, rugbrødscroutoner, dild, agurk og vagtelæg. Faktisk en rigtigt velsmagende ret, havde det ikke været for den utroligt kedelige fisk, der smagte lidt for meget af fisk på den måde, jeg ikke er så vild med. Lidt lige som den lugt, der er i et fiskehus. Selve salatdelen var fremragende.

Vi valgte den drink til, som hørte til retten, og den var både syrlig, sød og forfriskende. Et udmærket valg, de havde truffet for os.

Hovedretten var også fisk, men denne gang et firkantet paneret stykke rødspætte lagt på en håndfuld små kartofler smurt i sennepssovs. Oven på fisken var en lækker hollandaise-agtig sovs, og rundt om på tallerkenen var der persille og tyttebær (mener jeg). Utroligt kedelig smagsoplevelse, og særligt fisken skuffede igen. Sovsen var virkeligt lækker, og tyttebærenes lette syrlighed løftede den tunge ret lidt op, men alt i alt var hovedretten ikke noget at råbe hurra for.

St. Pauls Apothek 5

Desserterne var meget dekorative og så lækre ud, men desværre var de smagsmæssigt meget trivielle. De smagte okay, slet ikke dårligt, men vi havde begge forventet noget mere. Og desværre har det været sådan ofte med St. Pauls Apothek: Menukortet vidner om opfindsomhed og lækre kombinationer, men smagselementerne bliver alligevel for trivielle og kedsommelige.

Drinksene var derimod en helt anden sag. Atter var det den del af oplevelsen, der trak det hele op, og min margarita og min søsters mr. Hyde’s fixer upper i apotekerkolbe nedsænket i tøris var ganske fortræffelige, men de er så også i den dyre ende. Sidstnævnte kostede 110 kr. I alt for 2 x 3 retter, 2 x 2 cocktails til maden og 2 x after dinner cocktails kom vi af med 940 kr., altså 470 kr. hver. Ikke pengene værd, hvis jeg skal være ærlig.

En anden gang dropper vi maden helt og kommer kun forbi St. Pauls Apothek for drinksenes skyld. Sorry to say, men fire besøg (tre af dem med blogindlæg), hvor der har været skuffelser over (noget af) maden, betyder kort og godt, at jeg vil bruge mine madpenge et andet sted fremover.