Rejemad

Og her kommer så fotobeviset på den skønherlige rejemad fra weekenden. Ikke så mange dikkedarer der, for det var en traditionel, fornøjelig klassiker i egen høje person. Brødet var standard toastbrød (kan det virkelig passe, at man ikke kan få øko ikke-fuldkornstoast nogen steder?!) ristet sprødt på brødristeren.

Rejerne var hverken friskfangede eller fra det lokale fiskesalg på havnen, men fra en ganske almindelig pose hele skalrejer fra Føtex’ frysedisk, som jeg efter optøning i lunkent vand pillede og lagde på brødet, der forinden havde fået et fint lag smør.

På toppen kom der et par baner mayo fra tube, tre skiver økocitron (hvis saft efter billedtagning blev dryppet generøst ud over rejerne), et par duske dild og timian fra altanhaven og til sidst salt og kværnepeber over. Ikke noget fancy gøgl i denne omgang, men hold da op, hvor er sådan en klassisk rejemad ikke at kimse ad!