Ærter med fennikel, mynte og hvidløg

Noget af det bedste tilbehør, der findes til aftenmåltidet, er altså smørstegte ærter med frisk mynte og hvidløg, hvis du spørger mig. Forleden fik jeg overtalt min kæreste til at lave frikadeller, og så lavede jeg til gengæld ovenviste tilbehør.

Dyppelsen bestod af min egen version af krydderaïoli med delvist Kraft salatmayonnaise og delvist Skyr blandet op med lidt olivenolie, finpresset hvidløg, friske, hakkede krydderurter fra altanhaven og smagt til med citronsaft, urtesalt og peber. Aïolien skal helst nå at trække en halv times tid i køleskabet – så bliver den rigtigt god!

Jeg har fundet ud af, at de smørstegte ærter smager formidabelt sammen med fennikel, så ærterne blev denne gang sammen med fennikel i tern stegt i rigeligt smør i cirka 5-10 minutter, før jeg tilsatte finpresset hvidløg, en god mængde hakkede mynteblade og til sidst lidt salt og peber. Jeg har oftest brugt frosne ærter, men anvender man i stedet friske ærter, smager det intet mindre end himmelsk! Det er SÅ nemt og hurtigt at bikse sammen – så tag og prøv det :-)