1 Estragon citronmelisse oregano

Noget af det bedste ved vores store, højloftede lejlighed midt i Aarhus centrum er uden tvivl den rummelige altan, hvor solen på en klar dag står direkte på fra tidlig formiddag til sen aften, eftersom vi bor helt oppe på tagetagen.

Sidste sommer var den første her i lejligheden, og begejstringen var stor, da mine krydderurter viste sig at trives ude på altanen i de krukker, jeg havde pottet dem i. I år har jeg dog udvidet mængden og i stedet valgt at kaste penge efter fire styk altankasser med en længde hver på 1 meter og tilhørende underbakke til overskydende vand.

Eneste minus ved altankasserne, som i øvrigt er blevet placeret langs med yderkanten af altanen, er, at de er så bløde i plastet, at jeg har været nødt til at sætte klar tape 1-2 steder midt på, for at de ikke buler ud, efter jeg har pottet dem godt til med jord og urter. Men ellers fungerer de upåklageligt.

2 Krydderurterne

I dette indlæg vil jeg introducere de fine krydderuter, der har valgt, at de godt gider at overleve under min hånd. Jeg glædes dagligt over min grønne altanhave, der strutter af frodighed og sommerlighed lige uden for køkkendøren ud til altanen.

For at det kunne være en “rigtig” have, har jeg faktisk været så tosset at plante – med vilje vel at mærke – skvalderkål i den ene af altankasserne, da jeg ville være helt sikker på, at der kom noget grønt derude, som kunne overleve den danske sommer. Og så kan man jo snildt spise de små, fine skud som salat. Det tog dog noget overvindelse, før de gad formere sig, og noget siger mig, at skvalderkål har det bedst med at være hadet, for der gik flere uger, før de stoppede med at se forpinte ud – men nu står de rankt og flot og har smidt små skud af sig hist og her i kassen de er forvist til.

De tre andre kasser er fyldt med alskens krydderurter, hvor mellemrummene imellem de enkelte planter efterhånden er blevet elimineret af deres vokseværk både til højre og venstre, opad og udad. De bobler helt over nogle af dem, og jeg har travlt med at plukke de gulnede blade af hist og her, for at de nye, fine blade nedenunder kan komme til for de gamle og vindslidte.

3 Mynten

Min største stolthed er lige som sidste år den kære mynte. Jeg har en hel kasse dedikeret til oprindeligt fire mynteplanter, omend et hjørne er overladt til den beskedne dild, der har fået vokseværk opad, har sat fine skærme og nu ranglet står og svajer majestætisk ved det mindste vindstrejf.

Mynten er primært den almindelige mynte, som vi kender fra mojitos, men en enkelt er en marokkansk mynte, der er lidt mørkere og har uldne blade frem for de lysegrønne og glatte. Den marokkanske er lidt mere følsom overfor udtøring og begynder at hænge i bladene, hvis det har været for tørt et par dage.

De andre mynteplanter er mere ligeglade, men kan dog godt lide et ordentligt regnskyl og lummert vejr – kombinationen af disse får dem altid til at skyde ud til alle sider og filtre sig ind i hinanden af bar begejstring. Jeg elsker at se, hvor livligt de vokser og breder sig i kassen – det på trods af, at jeg bruger myntebladene i det meste aftensmad herhjemme.

Blårbærbusken

Ovre i det fjerneste hjørne ved siden af dilden i myntekassen står en grålakeret trækasse (eller faktisk to, som jeg har limet sammen, idet bunden røg ud af den ene efter den hårde vinter), som jeg har pottet med lag af henholdvis lecakugler og muldjord. I kassen står to fine blåbærbuske, jeg vovede mig til at købe i Silvan samtidigt med altankasserne.

Der står på det medfølgende skilt, at de foretrækker sur jord, men jeg har bare brugt almindelig muldjord fra supermarkedet, og det lader til, at det går an. De står som anbefalet i læ op ad væggen ind til lejlighedens vestvendte soveværelse og med delvis sol og skygge i løbet af dagen. Buskene trives med mange små vandinger, og jeg sørger for, at de ikke tørrer helt igennem på en hed sommerdag, men lige får lidt at fugte sig på i løbet af dagen.

Da de flyttede ind, var der nogle små knop-agtige dimser på dem, og de har siden udviklet sig til fine, hvide blomster, hvor bladene nu er drysset af, og jeg glæder mig til at se, om der kommer nogle lækre blåbær som resultat. Der har også ad nogle omgange været et par uartige bier forbi og flirte lidt med blomsterne… Det ER jo også nogle pæne buske.

Oreganoen

Midt på altanen ved siden af skvalderkålen er kassen, hvor oreganoen bor. Der er to planter med oregano, og den ene af dem var ret sølle og tyndslidt, da den kom i kassen, men det har den søreme kompenseret så vældigt for – se bare ovenviste billede, hvor “den lille” figurerer til venstre.

Ved siden af oreganoen har jeg en lille timian, som også var ret sølle, da den ankom, men den er blevet noget så elegant og fin dér i midten mellem den viltre oregano med vokseværk og en fjollet ærteplante, der egentlig bare var et par skud, som fik lov at komme ud i kassen og lege med de andre planter, og nu kravler den lystigt afsted hen og op ad alting. Den har derfor fået en klatrepind, så jeg kan forsøge at holde lidt styr på den. Desuden er der nu kommet små, hvide blomster i den, så jeg er spændt på, om der kommer ærtebælge på et tidspunkt.

I samme kasse er der også en traditionel salvie, som stort set passer sig selv. Jeg bruger den ikke så ofte i madlavningen, men den pynter vældigt med sine changerende grønlige nuancer og robuste blade. Den fylder ikke meget, men sørger dog for ikke at lade sig kue af den viltre ærteplante, der tumler rundt ved siden af.

Purløg ærter

Den sidste beboer i kassen er en ganske almindelig purløg. Jeg bruger ikke purløg så tit i min madlavning – det hører sig mest hjemme i traditionelle æggeretter og sammen med rygeost, synes jeg. Så den får lov til at stå og sætte pæne løg i toppen, som jeg glæder mig til springer ud i lilla pragt, selvom det kan lugte lidt af løgprut. Men purløg er altså en fin urt, som selvfølgelig ikke skulle snydes for en plads i urtehaven.

I en af de fire solgule altankasser hængende på altankanten lige over de hvide krydderurtekasser er der en lille outsider, som der ikke blev plads til nede i de lange urtebede. Det er en beskeden persille fra supermarkedet, som er kommet til sin ret ved siden af en nydelig pelargonie i fuld flor.

Persillen trives og har tendens til at hænge ud over kanten, hvor den kan kigge ned til sine krydderurtevenner nedenfor. Den bliver lidt modløs, når det har været tørt med høj sol hele dagen, så jeg skal huske at give den lidt at drikke lige som blåbærbuskene og den marokkanske mynte, når det har været hedt et par dage i træk. Men så strutter den også hurtigt påny efter forfriskningen.

Persille mynte

I den sidste af krydderurtekasserne er der en lille velorganiseret rødbladet syre. Den holder sig til sit eget område og vokser symmetrisk udad i bladene. Den er lækker at gå og hapse af med sin skovsyreagtige syrlighed og friske grønhed. Den er blevet diskret større i omfang, siden den kom til, men den hører ikke til de bombastiske og vildfarne planter.

Den rødbladede syre deler også kasse med den senest ankomne – en fransk estragon, som klarer sig overraskende godt. Jeg synes ellers altid, at estragon er en lidt sart plante, som er besværlig at holde i live. Men den lader til at trives vældigt i urtebedet og har i øvrigt fået en støttepædagog i form af en pind til at kravle op ad, for stænglerne er ret lange og tynde, og bladene bliver bare tykkere og tungere. Så det er rart med en ven at læne sig op ad.

En robust rosmarin holder også til i kassen, og den er jo nærmest en hel lille busk. Den holder sig til sin centrale stamme og vokser ellers kun udad i højden og breder sig ikke til siderne nede omkring muldet. Min erfaring siger mig, at rosmarin generelt er en overlever-plante, og den kan klare lidt af hvert bortset fra frost. Så jeg nurser ikke så meget om denne urt, men lader den passe sig selv og nipper så af den i ny og næ, når jeg af den kræsne kæreste får lov at bruge af dens – ifølge mig – velsmagende nåle til aftensmaden.

Salvie timian oregano

Mellem estragon og rosmarin er der som de sidste beboere i kassen to citronmelisse-planter. Egentlig ikke en af mine favoriturter, men den pynter noget så yndigt, og den ene af dem var en overgang så perfekt rund som en tætklippet afrofrisure. Det var fristende at gå og ae den i tide og utide grundet den velafrundede, tætte facon. Nu vokser de begge lidt vildt og har gulnede blade hist og her, og den skal derfor trimmes af og til, så de nye blade nedenunder kan komme frem og få lys.

Så tror jeg vist, at jeg er kommet hele vejen rundt. Som I nok kan fornemme, er jeg meget glad for mine krydderurter og kan godt lide at gå og nusse om dem, når nu min “have” er af så begrænset omfang. Jeg sørger for, at de generelt har nok vand på tørre dage, og på regnfulde dage lader jeg dem bare få en ordentlig skylle. Der er lecakugler i bunden af alle kasserne, og der er banket huller i bunden, så overskudsvand kan sive igennem og ud i underbakken, så jorden i bunden ikke risikerer at rådne.

Efter tidligere at have boet i en mørk stuelejlighed med få vinduer, hvor jeg mod min vilje nærmest systematisk slog alt grønt ihjel, der ikke var sejlivet i mørke, fryder det mig, at der her vokser en grøn urtehave på min altan i bedste velgående, og jeg er meget stolt af, at de gider glæde mig med deres liv og skønhed :-)