Klassisk Fisk 1

I torsdags besluttede min veninde og jeg os for spontant at mødes på Restaurant Klassisk Fisk efter en lang arbejdsdag, så vi kunne få catchet up med alt det, der er sket siden sidst for begges vedkommende. Hun havde fri en halv time før mig og sørgede for at kapre vinduesbordet til os, hvor hun satte sig til at vente med et glas kølig hvidvin og en flaske kold vand i kølespand – svært tiltrængt i den fugtige sommerhede.

Egentlig havde restauranten ikke åbent på det tidspunkt, fortalte de, men de havde glemt at få oplyst det på hjemmesiden, og da de ikke havde noget imod uventede gæster, fik vi lov til at pynte i vinduet og blive forkælet med deres fristende godter fra havet.

Både her og her har jeg tidligere skrevet om Klassisk Fisk, så jeg vil ikke belemre jer med den store introduktion. Men jeg kan da nævnte, at jeg for en gang skyld ikke valgte hummer eller skaldyrsfad (sidstnævnte er i øvrigt kun på aftenkortet), og at der – eftersom vi var de eneste i restauranten det første lange stykke tid – ikke lugtede af friture i hele hytten eller i tøjet/håret efterfølgende. Dejligt!

Klassisk Fisk 2

Klassisk Fisk 3

Der var hurtigt kommet et fad med lunt brød med knasende sprød skorpe på bordet sammen med en lille skål himmelsk aïoli. Det er farligt, for det smager så skønt, at man kan nå at spise sig halvmæt, og det er svært at holde fingrene fra fadet, når der også er kommet et par glas vin på bordet.

Jeg fik mig et godt glas rosé på glas – en mørk og fyldigsød en af slagsen, og den var så kølig, at glasset duggede lidt til. Yderst tiltrængt med den hede, vi var udsat for den dag. Min veninde vidste i forvejen, hvad hun skulle have: Som altid den halehængte, koldrøgede laks med flødestuvet spinat til 110 kr.

Jeg kunne ikke bestemme mig mellem den hele taskekrabbe med cognac, urter og fraiche til 150 kr. eller grillet kongekrabbe med agurk og macadamianødder til samme pris. Det viste sig dog, at førstnævnte var udsolgt, så det blev alligevel et let valg.

Klassisk Fisk 5

Klassisk Fisk 6

Klassisk Fisk 4

Min veninde var som altid veltilfreds, da hun sad over for sin laksetallerken, og jeg fandt ligeledes stor nydelse i den store tallerkenfuld kongekrabbe med sødligt, mørt krabbekød lige til at skrabe af skallerne, tyndtskårne agurkeskiver, bredbladet persille, dild og sporadisk spredte macadamianødder.

Jeg havde kun mit mobilkamera ved hånden, da vores tidlige dinner date jo var spontant besluttet, men her i de lyse sommermåneder er det heldigvis ikke det store problem, og billederne er da blevet nogenlunde.

Den samlede regning for to glas hvidvin, et glas rosé, en flaske vand, en gang laks med spinat og en omgang kongekrabbe endte op i 540 kr., altså 270 kr. til hver. Absolut rimeligt! Maden var fremragende. Betjeningen var fremragende. Selskabet var fremragende. Så bliver det ikke meget bedre.