Salat og mormordressing 1

Jeg er ikke altid lige god til at få lavet og spist salat til aftensmaden, men det kan faktisk sætte en lækker prik over i’et, når man lige husker at få det tilføjet. Jeg har aldrig været særligt vild med hovedsalat af forskellig art, så jeg foretrækker i stedet rucola, babyspinat eller en mere utraditionel salat som den røde og grønne, jeg kort vil introducere her.

Der er efterhånden fuld flor i krydderurtekasserne på altanen, hvor alt strutter og vokser ud over ender og kanter efter mange uger med kombinationen af talrige soltimer og heftige regnskyl. Så forleden besluttede jeg at lave en salat til aftensmaden, der bestod af friskplukkede krydderurter i form af mynteblade, rød syre, oregano og citronmelisse, og så blandede jeg friskbælgede ærter, avocadotern, halverede cherrytomater og tern af rød peberfrugt i.

Frisk, knasende og urtet salat, der gjorde sig godt til de gode bøffer og kartoflerne på aftenens tallerken.

Salat og mormordressing 2

Mormordressing blev det besluttet at lave til, og jeg kan faktisk huske, at jeg ikke brød mig om denne dressing, da jeg var barn, hvor vi altid fik den hos mine morforældre. Men da jeg selv lavede den for første gang for nyligt, var jeg tilsyneladende blevet klogere, for den smager jo fremragende!

Jeg blandede blot piskefløde med friskpresset citronsaft og en lille sjat olivenolie, og så blev der smagt til med en del rørsukker og en anelse salt. Dressingen blev pisket godt op, så den skummede let, og rørsukkeret blev nogenlunde opløst. Voilà! Sværere var det ikke, og den passede rigtigt godt til den friske sommersalat.

Advertisements