Carpacciopizza fra Ds

Da jeg for noget tid siden læste om D’s højkvalitetspizzaer med blandt andet kammuslinger, kalkunchorizo¸ bresaola og carpaccio, troede jeg, at min lykke var gjort: Endelig et pizzeria blandt uendeligt mange i byen, som til gengæld skilte sig ud med noget, der kunne lugte af højere gastronomi og gode råvarer frem for de mange gængse snaskepizzaer.

Det skulle dog vise sig, at jeg var alt for naiv, da jeg med store forventninger til fintskåret, råt oksekød bestilte deres pizza nr. 1: “Den Med Oksekød – med tomatsauce, ost, carpaccio oksekød, champignon, rød peberfrugt og revet pecorino” til 72 kr. For det, jeg fik, var ovenviste pizza.

Større skuffelse skal man lede længe efter. Carpaccio?! Hvad med, at de hos D’s eventuelt undersøgte, hvad det rent faktisk er, før de begynder at påstå, at DET HER skulle være carpaccio? Det har sikkert været carpaccio en gang, men det var det i dén grad ikke længere, og det smagte faktisk både sejt og tørt.

Ostepizza

Jeg burde dog have lugtet lunten. For i mit billedarkiv fandt jeg ovenviste billede fra for et par år siden, hvor D’s havde en søsterrestaurant, der hed D’s 2 og lå på banegårdspladsen. Jeg er ca. 99% sikker på, at denne pizza var derfra og var angivet som værende en pestopizza med blandt andet to slags ost. Javist, der var ost på – det kan man vist ikke benægte!

Men i hvert fald smagte denne pizza virkelig også dårligt, og det var dette gruvækkende syn, jeg blev mødt af, da vi åbnede pizzabakkens låg. Velkommen til ostehelvedet! Så meget ost er altså alligevel i overkanten, når man er nødt til at klippe det over, før man kommer ind til selve pizzaen (som i øvrigt endte med at blive smidt ud).

Summa summarum: Vi holder os pænt langt væk fra al mad fra D’s Sandwich & Pizza frem over, that’s for sure…