Hindbærsaft 1

Nu plejer jeg jo godt nok at foretrække min saft hjemmelavet, om så det har været ren jordbærsaft, saft af jordbær og blåbær eller saft af jordbær og kirsebær. Det er dog mest en sommerbeskæftigelse for mig at koge saft, da jeg foretrækker de friske danske bær frem for de importerede, og så er det altså lidt billigere at lave saft, når butikkerne bugner med frugt.

Det gør de dog ikke just endnu, så hen over vinteren og til stadighed er jeg blevet stortilhænger af den bedste hindbærsaft, jeg har kunnet opdrive på markedet. Selvom Grønnegårdens og Änglamarks udvalg af økologisk saftevand er ganske udmærket, kommer det ikke helt op på siden af min favorit. Og de færdigblandede saftevand fra blandt andet Antons og Thorrisgaard smager også fremragende, men er alt for dyre i det lange løb.

Min favorit her er en flaske “Økologisk Hindbærdrik” fra Dansk Supermarked, og den smager noget så fantastisk og sommerfrisk! Smagen minder mig om Maoam frugtkarameller med hindbærsmag, og det er slet ikke en skidt ting.

Hindbærsaft 2

Der er ½ liter koncentreret saft i sådan en flaske her, og der skal én del saft til fire dele vand, som så cirka ville give en samlet mængde på 2,5 liter saft. Jeg kan dog godt lide min saftevand lidt tykkere, så jeg tror ikke, jeg får mere end 2 liter ud af sådan en fyr. Men det er jo også helt godt, når man kun giver 23 kr. flasken.

Indholdet består af økologisk rørsukker, vand, 15% økologisk hindbærsaft, syre og hindbæraroma. Efter åbning kan saften holde sig i cirka 14 dage i køleskab. Det sidste kolde fact er, hvor jeg køber disse herligheder: I Føtex Food, såmænd. Meget skidt kan jeg sige om den butik, men de har altså noget godt saftevand! Så tag og prøv den. Den læsker så dejligt i sommervarmen med et par isterninger i, og den er garanteret også lækker iblandet lidt syndig boblevand…