Miro 2

Sidst i maj var vi for gud-ved-hvilken-gang atter en tur på Miró, som atter bekræftede mig i, at det er den absolut bedste gourmetrestaurant i Aarhus. Og her snakker jeg både kvalitetsmæssigt i forhold til maden og vinen samt om den store oplevelse, det altid er at blive vartet op af stedets ejer, Toni. Han er en ener og helt klart en af de faktorer, der gør, at dette sted ikke er sammenligneligt med andre.

Vi havde bestilt bord til en fredag aften, og det er altid en god idé at bestille bord i forvejen på Miró, for selvom det er en gourmetrestaurant af høj klasse, er det også et sted for “folket”, da alle sociale lag og typer personligheder er velkomne her med et stort smil og åbne arme. Sådan er stemningen, og det kan også ses på klientellet, der rækker fra de dyre jakkesætklædte forretningsfolk til det unge kærestepar, der har sparret op af deres SU til en romantisk aften dette luksuriøse sted. Da vi var der forleden, var der for eksempel en større forsamling farverige tatoverings- og piercingentusiaster.

Miro 1

Miro 3

Her på bloggen har jeg naturligvis nævnt og skrevet om Miró flere gange før, men det er simpelthen så dejligt at komme det sted, at jeg ikke kan lade være med at skrive endnu et indlæg om det. Mange gange har jeg ladet kameraet blive hjemme – særligt i de mørke vintermåneder grundet resultatet med ringe billedkvalitet, men denne gang havde jeg både kameraet med og fået grønt lys af selskabet til at fotografere.

Toni har aldrig det fjerneste imod, at der bliver taget billeder af maden, men jeg spørger altid alligevel for en sikkerheds skyld, selvom jeg jo kender svaret fra denne altid glædestrålende og imødekommende mand.

Apropos Miŕo og Toni vil jeg lige linke til dette fremragende indlæg, der beskriver stedet og manden bag til UG med kryds og slange, og så er der også nogle virkeligt gode billeder af både Toni og den fantastiske mad, som man jo primært kommer for – i hvert fald i første omgang, indtil man lærer stedet at kende og derefter kommer for helhedsoplevelsen af formidabel mad, udsøgte vine, stemningen, Tonis indlevende fortællinger og gæstfriheden.

Miro 4

Vi startede med et glas lækre bobler, selvom vi var to champagneskeptikere i selskabet. Tonis levende beskrivelser af vinene og smagsnuancer er simpelthen imponerende – han ved lige, hvilke ord han skal lægge frem for at give os en utrolig smagsoplevelse og kunne dele vinene op i et utal af velkendte smagsnuancer, der ikke ville være dukket op på smagsløgene, hvis ikke vi havde fået et par stikord.

Sådan var det også med champagnen. Jeg erindrer ikke, hvad det var for en, men smagsnoterne var slet ikke hen ad den til tider tørre og bitre fornemmelse, jeg kan få af champagne, og det måtte siges allerede at være en god start på aftenen.

Det var meget svært for mig at bestemme mig denne gang, for jeg ønskede faktisk at smage det hele. For at det gik nogenlunde op med antallet af retter ved bordet, valgte jeg – meget utraditionelt – at vælge hovedretten med kalvefilet og trøffel fra, da jeg simpelthen er en sucker for de forretter, de præsterer at trylle frem på Miró. Og da vi havde afgivet bestilling, gik der ikke længe, før der kom lækkert brød, smør, rygeost-agtig creme og fedt med æble og løg på bordet.

Miro 5

Miro 6

Inden første ret fik vi i ægte Miró-stil serveret en lille appetitvækker som altid med et indhold af fjordrejer. Jeg har en mistanke om, at Toni har en lille forkærlighed for disse små fyre, for de er der stort set altid i en eller anden udformning på tallerkenen med godter inden første ret. Og traditionen tro også denne gang – se første billede.

Der var også en lækker hapser med rogn og grøn creme – som jeg fuldstændigt har glemt, hvad var, men det smagte fortrinligt. Og så var der en fyldt syltet minipeberfrugt, der til forveksling lignede en lille, skinnende tomat. Men altså – fjordrejerne tog altså prisen for den lækreste hapser på fadet. Sådan skal det jo være.

Første ret var jomfruhummer med blomkål, æble, dild og hyldebærkapers – og mere af det lækre, grønne creme. Det smagte virkeligt lækkert, og vinen til ramte som altid plet: En tysk Sylvaner Kabinett trocken fra 2011, Rödelseer Küchenmeister – Franken. Jeg erindrer ikke de forskellige smagsnuancer længere fra de vine, vi fik, men de passede som fod i hose til retterne, og oplevelserne var eminente i kombinationen af vinens mange nuancer og madens individuelle sammensætning.

Miro 7

Miro 8

Næste forret var kammusling med ærtepuré, ærteskud, røg og beurre blanc. Og denne ret blev simpelthen serveret under et elegant “net” lavet på hummer – virkelig opfindsomt! Vinen til var atter tysk – en Riesling fra 2010, Mettenheimer Schlossberg, Rheinhessen – WG Geil.

Tredje forret var skindstegt torsk med pancetta, hummer-/sennepscreme, sennepsfrissé pg rødbede i fine strimler. Utroligt lækker ret med sprødt skind, sødme og syrlighed i ét. Vinen til var en fransk Bourogne Chardonnay fra 2010, Bernard Moreau.

Den sidste forret fik jeg samtidig med, at resten af bordet fik deres hovedret, hvilket passede alle fint. Og jeg havde virkeligt glædet mig til denne ret, for det var stegt ande-foie gras med perlehøneballotine, grillet blomme, crouton og purløg – se de to billeder her ovenfor, som er samme ret fra to forskellige vinkler.

Miro 9

Foie grasen var saftig og fyldig, og den syltede blomme var simpelthen fantastisk i sødme til at akkompagnere den bløde, fede foie gras. Croutoner har jeg generelt ikke stor fidus til, og denne virkede egentligt også bare som indtørret franskbrød, så den sprang jeg let og elegant over og nød i stedet resten af den skønne forret til fulde. Vinen til denne ret var en fransk Ortas, Rasteau – Rhône fra 2010.

De andre tre i selskabet fik hovedretten, som er afbilledet her ovenfor. Den bestod af mør kalvefilet med trøffel, ramsløg, løgpuré og croquette. Der kom også et stykke trøffel ind, man kunne rive ekstra ud over retten. De fik en spansk Trossos del Priorat, Lo Mon fra 2007 til, og de virkede alle godt tilfredse med det hele, og den mundfuld, jeg smagte, var i hvert fald også god.

Vi var tre, der valgte dessert, og én valgte ost, som generelt også er en lækker oplevelse på Miró, og hvor vi flere gange har fået nogle varianter, der slet ikke kan opdrives i butikkerne. De var denne dag alle europæiske oste og blev som altid serveret med lidt hjemmebag og syltede sager. Vinen var en LBW Burmester portvin fra 2005.

Miro 10

Miro 11

Vi andre valgte aftenens dessert, for desserter på Miró kan ifølge erfaringen blive en hel lille eventyrrejse igennem små herligheder fordelt på tallerkenen. Og det var det søreme også denne gang, hvor den søde ret bestod af ananas, lakridscreme, estragon og vanilleis. Vinen bestod af en spansk Moscatel de la Marina – Enrique Mendoza, Alicante fra 2011.

Alle retterne var altså fremragende og uden noget at sætte en finger på, og vinene ligeså. Faktisk er hverken min kæreste eller jeg de store vin-nydere i det daglige, men på Miró kunne vi aldrig drømme om at få andet end vinmenuen, for det er simpelthen en klasse for sig! Toni går ufatteligt meget op i sine vine og kan finde på at købe hele baduljen, når han er ude i verden for at smage på de forskellige udvalg fra vinavlerne.

Efter de skønne retter var der kaffe at slå mave på, mens vi mætte og tilfredse bemærkede, at mørket var faldet på, og det var begyndt at tynde ud i mængden af restaurantens gæster. Miró lukker dog først, når de sidste går hjem, og man kan sidde og glemme tiden fuldstændigt, da omgivelserne er så behagelige og rare at være i.

Miro 12

Miro 13

Priserne er ret faste på Miró og er for antal retter, hvor det mindste antal er 3 og det højeste 7. Man kan vælge med eller uden vinmenu, men det ville være decideret fjollet at vælge vinmenu fra lige præcist et sted som dette, hvor maden nærmest er lavet rundt om vinen og ikke omvendt.

Det var en skøn aften på Miró med nogle hyggelige og lange snakke med Toni, der virkelig er en usammenlignelig vært, der kræser og hygger om sine gæster, som om de var familiemedlemmer. Sådan føler man sig nærmest, og han er i øvrigt også god til at kende ansigter, men det er jo også usandsynligt, at man ikke har været der før, hvis man først har prøvet det én gang :-)

Så for guds skyld, men mest for din egen: Besøg Miró, hvis du ikke allerede har været forbi! Det er opsparingen værd og helt klart et must, hvis man ønsker at forkæle sig selv en hel aften med skøn skøn mad, formidabel vin i verdensklasse og den bedste vært af højeste karakter.