Wok Square 1

INFO D. 1/2 2016: WOK SQUARE ER DESVÆRRE LUKKET PERMANENT!

Jeg har simpelthen så mange indlæg, der ligger og venter på at blive postet, men tiden har slet ikke været til det i den forgangne uge, hvor jeg efter endt arbejdsdag har været helt flad og hverken i behold af energi eller fantasi.

Dette indlæg kan jeg dog godt lige magte at poste, for det kræver ikke det store af mig, og så er det faktisk også det, der kommer til at blive denne dags aftensmad for at fejre weekendens komme med minimal indsats. Indlægget her kommer til at handle om Wok Square på Skt. Pauls Kirkeplads.

Vi er ikke de store fans af det asiatiske køkken her i hjemmet, men nogle gange bliver man bare positivt overrasket, og det blev vi for et lille års tid siden, da vi første gang prøvede Wok Square. Desværre kan man ikke bestille online, og man kan sågar heller ikke se deres menukort online, så jeg har i vinters været så kvik at tage et billede af menukortet fra deres facade, som jeg vil putte ind her forhåbentligt til gavn for mange andre også.

Opdateret menukort fra marts 2015 sat ind her nedenfor:

Wok-Square-menu-20150306-side-1
Wok-Square-menu-20150306-side-2

Ærligt talt virker det ikke, som om Wok Square har et stort behov for at servicere folk via online-bestillingssteder, for de lader til at være rigeligt populære i forvejen, når man går forbi restauranten omkring spisetid. Og jeg kan godt forstå hvorfor, for maden er faktisk virkeligt lækker taget i betragtning, at der er tale om fast food til take away.

Der er ikke sparet på noget, når man køber derfra, og der er rigeligt med sprødhed i de mange grøntsager, der hører til retterne. Vores favoritter er klart deres lam med ingefær og hvidløg samt den stegte and, som er utroligt saftig og velsmagende.

Man skal lige være opmærksom på, at man ikke tager fejl af deres røde chilier og peberfrugt, for de skæres ofte begge på langs, så man kan komme grueligt galt afsted, hvis man kækt tager en stor bid af noget, man tror er en rød peberfrugt… Just sayin’.

Wok Square 4

Wok Square 5

Ud over det, der ses på menukortene længere oppe, kan man også få rejechips. Dem er jeg periodevis ret pjattet med, og det giver lige lidt ekstra knas til nogle ellers sovsede og halvtunge retter. Jeg husker dog ikke, hvad de koster, men det er garanteret ikke så slemt.

Jeg vil bestræbe mig på en gang her i løbet af weekenden at komme i gang med at få postet nogle af de indlæg, der står i kø – blandt andet et om endnu et fantastisk besøg på Miró, lakridsflødeboller fra Lagkagehuset og den lækreste økologiske hindbærdrik på markedet, der i øvrigt smager lidt af Maoam-flødekarameller med hindbærsmag. Glæd jer!