Kyskager 1

For knapt et par uger siden fik jeg nyt job og skulle tage afsked med mine kolleger det sted, jeg midlertidigt havde været ansat. Normalt er det dér kutyme, at det er kollegerne, der bager kage, når man enten har fødselsdag eller stopper på arbejdspladsen, og selvom der i dette tilfælde også var en kollega, der havde en lækker kage med, havde jeg insisteret på selv at have lidt godter med også.

Disse godter havde jeg allerede besluttet mig for, hvad skulle være. Jeg havde i forbindelse med en kollegas fødselsdag tidligere på året præsenteret dem alle for pragtkagen, Mississippi Mud Pie, så denne gang skulle det være noget andet. Og valget faldt derfor på nogle af de kyskager, som jeg også tidligere har præsenteret her på bloggen.

Kyskager 2

Linket her ovenfor er til opskriften, så den bringer jeg ikke igen, men billeder skal I ikke snydes for, for de små lysebrune og lysegule toppe var så fine at se på, da jeg efter bagning og afkøling pakkede dem i kagedåsen. En hel kagedåse blev i øvrigt fyldt til randen, og efter arbejdsdagen var de alle forsvundet rub og stub! For ja, de ER godt nok gode!

Det er de rene små sukkerbomber med en noget så liflig smag, så de er farlige at have stående, for man kan ikke lade være med at gå og hapse af dem hele tiden. Jeg har forleden fået en stor bakke æg fra fritgående økohøns af min mor, så det kunne da være, jeg skulle lave en baljefuld til af disse små herligheder en af dagene…