Spaghetti med svampe

Dagens aftensmad bliver højst sandsynligt en tilsvarende portion som ovenviste, som i øvrigt egner sig perfekt til efter en travl arbejdsdag og deraf manglende lyst til at spendere megen tid ude i køkkenet.

Opskriften er bragt før i lignende variationer, og i den ovennævnte blev spaghettivandet sat over med en god mængde salt, mens der på en pande ved siden af blev smørstegt shiitakesvampe. Der skal bruges rigeligt med smør, da shiitake er en sort, der ikke smider megen væske af sig i modsætning til den almindelige champignon og portobello for eksempel.

Efter smørstegningen tilsættes ved relativt høj varme en gang fløde, der skal koge ind som en stuvning. Der krydres med salt og peber og tilsættes eventuelt lidt æblecidereddike. Til sidst drysses der gavmildt med grofthakkede krydderurter såsom mynte, citronmelisse og oregano, og den kogte spaghetti serveres toppet med svampeherligheden. Yum!