Belugalinser 1

Jeg har aldrig rigtigt brudt mig om linser og andet fodformet hippiemad i samme dur, men da der forleden var tilbud på alle økologiske varer i SuperBrugsen, blev min nysgerrighed alligevel pirret af helsehylden, der bugnede med alskens goder fra Urtekram og andre, mindre kendte mærker.

Nogle af tingene var godt nok lige en tand for spiffy, omend en lille pose tørret mango af en eller anden mystisk grund også fandt vej ned i kurven. Røvsyg snack, må jeg erkende, men frisk mango plejer jo almindeligvis at smage smadder godt. Tørret mango? No.

Til gengæld fik jeg hapset en pose med belugakavi… nårh nej, belugalinser. Nogle fine proteinspækkede linser, der med deres mørke farve åbenbart gav navngiveren associationer til kaviar. De kloge siger, at de har en nøddeagtig smag, men jeg – som jo er total linsenewbie – syntes nu mest, de smagte af linser. Og her kommer så den opskrift, jeg valgte at øve mig med for at blive en bedre linsespiser:

Belugalinser 2

INGREDIENSER (som tilbehør til ca. 4 personer):

1 rødbede
3 mindre gulerødder
1 stort løg
½ rød peberfrugt
2 fed hvidløg
½ appelsin
Ca. ½ dl. olivenolie
2-3 spsk. æblecidereddike
Rørsukker
Groft salt eller flagesalt
Kværnepeber
Ca. 1 dl. belugalinser
Rigelige mængder frisk mynte

Belugalinser 3

Belugalinser 4

FREMGANGSMÅDE:

• Vask og skræl rødbede og gulerødder, og skær enderne af
• Skær rødbede og gulerødder i tern
• Skær det skrællede løg i større både
• Skær peberfrugten i store tern
• Bland alle ovennævnte sammen i et ovnfast fad
• Pres hvidløg og appelsinsaft ud over
• Tilsæt olivenolie, æblecidereddike, rørsukker, salt og peber
• Vend det hele godt rundt, så det er blandet grundigt
• Stil fadet i ovnen ved 200 grader i ca. en halv time
• Vask imens belugalinserne i en sigte
• Kog dem i usaltet vand ca. 20 minutter, og salt dem derefter
• Hæld vandet fra, og bland linserne i rodfrugtblandingen
• Tilsæt hakket mynte, og rør det godt rundt
• Servér som en lækker og sund side dish

Belugalinser 5

Vi spiste det til en håndfuld saftige, rødstegte svinemørbrader med en lille klat bearnaise og frisk oregano. Siden har jeg også spist det til frokost med laksesteak og de førnævnte smørstegte ærter. Linserne er i mine øjne et fint alternativ til kødretter, hvor man ikke gider have kartofler til for 117. gang.

Man kan sagtens variere valget af rodfrugter, og rørsukkeret kan også med fordel udskiftes med flydende honning, som jeg dog var løbet tør for forleden. Jeg fik kogt lige lovligt mange linser, men jeg vil vurdere, at den optimale mængde linser til rodfrugtblandingen er ca. 1 dl., selvom jeg nok fik kogt næsten det dobbelte.