Hestebøffer 1

Efter noget tids forgæves søgen efter en slagter i Aarhus, der kunne sælge mig hestekød, lykkedes det mig endelig forleden at have held med foretagendet. Forinden havde jeg både spurgt hos slagteren ved Frederiksbjerg Torv, på torvemarkedet ved Ingerslevs Boulevard (hvor der kun blev solgt hest som hakkekød, og det var allerede udsolgt om formiddagen) samt ved Slagterriget på Skt. Pauls Kirkeplads.

Men en dag for nyligt på vej hjem fra arbejde, kom jeg forbi Slagterriget igen, og så fik jeg øje på skiltet ovenfor, der proklamerede hestebøffer til 20 kr. per 100 gram. De lå fint linede op i vinduet, og jeg gik straks ind og købte to bøffer til en samlet pris på 55 kr.

Hestebøffer 3

Det blev godt nok først aftenen efter, at bøfferne skulle have hovedrollen ved middagsbordet, og da var de på grund af den naturlige modningsproces begyndt at blive lidt brune i kanterne. Men det er jo intet problem – blot en oplysning om, hvorfor de ser ud, som de gør på billedet her ovenfor.

En god klat smør blev smeltet på panden, bøfferne blev saltede og fik en god gang kværnepeber på begge sider, og så røg de ellers på den brandvarme pande. De blev stegt ved høj varme på begge sider, derefter lavere varme det sidste stykke tid, før de blev taget af for at hvile.

Imens lavede jeg en fyldig svampesovs af shiitake-svampe, smør, fløde, krydderier og lidt kulør. Til bøffer og sovs blev der serveret en kæmpemæssig bagt kartoffel, og hele herligheden blev inden servering pyntet godt med frisk persille.

Hestebøffer 4

Et ret old school måltid, hvis man lige ser bort fra de eksotiske svampe. Og så smagte det også rigtigt godt. Jeg har kun smagt hestekød før som tyndtskåret pålæg, men sådan en god, rosa hestebøf er faktisk slet ikke tosset. Smagen er lidt svær at beskrive, og jeg kan godt lidt følge dem, der mener, at det er en anelse sødere end oksekød.

Jeg beklager i øvrigt den grimme gennemskæring af kødet – det skulle gå lidt stærkt og blev derfor med en savtakket kniv. Ja, pænt er det godt nok ikke, men pyt nu med det, når måltidet smagte fortræffeligt.