CANblau 1

I mandags var jeg med en veninde på CANblau i Klostergade. Vi havde begge uafhængigt af hinanden besøgt stedet før og havde begge haft gode oplevelser med maden. Mit første besøg var for længe siden, da de var næsten nyåbnede, og dengang skrev jeg om det her.

I  mandags havde vi bestilt bord i forvejen over nettet uden problemer, og da vi ankom, blev vi vist hen til et lille, hyggeligt bord. Der var dog ikke rigtigt nogen steder at gøre af overtøjet, så det endte for mit vedkommende med, at jeg sad på min jakke. Lidt bøvlet, og jeg ville nok have foretrukket en knage til den.

På CANblaus ret popsmarte – hvis du spørger mig – hjemmeside havde jeg forinden tjekket menuen ud, men havde flere steder svært ved at læse, hvad der stod, eftersom de har valgt at putte deres delvist sorte logo på menukortet som baggrund. Ikke så smart, når skriften også er med sort.

CANblau 2

CANblau 3

Når det så er sagt, er der faktisk ikke andre ting at sætte en finger på ved besøget. Vi undrede os lidt over, at de tager penge for brød, olivenolie og vand, men alt i alt var det småpenge, og den samlede oplevelse taget i betragtning, gjorde det egentligt ikke noget.

Vi blev betjent af nogle søde og opmærksomme tjenere, og vi fik hurtigt tildelt menukort og lagt bestilling på drikkevarer såvel som tapasretter. Ventetiden på maden var fornuftig, og i mellemtiden havde vi fået serveret lækkert, lækkert brød med sprød skorpe. Den fantastiske olivenolie, som jeg også nævnte i indlægget for mit første besøg, stod allerede klar på bordet til at blive hældt op i skål og brugt som dyppelse.

Min veninde bestilte et glas hvidvin til 48 kr. og jeg et glas rosé til 58 kr. Ydermere valgte hun at få en karaffel med isvand på bordet, og for en gang skyld droppede jeg colaen on the side. Stort! Alle deres vine bliver serveret enten i flaske eller på glas – det er helt klart et kvalitetstegn, at man kan vælge et enkelt glas af hvilken som helst vin fra kortet.

CANblau 4

De kolde tapasretter kom først på bordet. Vi havde valgt hver at bestille en omgang foie gras-terrine med lidt salat, æble, vanille og mandler samt brioche ved siden af. Ellers var resten til deling bestående af en tallerken pulled pork på salatbund med grønne “klatter”, marinerede kæmperejer på salatbund med aïoli og grillede artiskokker med dressing og grønt drys.

Det hele smagte fremragende! Foie grasen var cremet og fed, artiskokkerne med bid og lækkert tilbehør, den revne gris var saftig og sød, og rejerne var sprøde, kølige og tilpas iklædt hvidløgssmag. Grisen kunne måske godt have fået lidt mere barbequesmag, og brioche bliver aldrig min store favorit. Men alt i alt var det gode virkelig godt!

Mens vi sad og var i gang, kom den sidste ret også ind: Det var den varme ret bestående af ristede kammuslinger med græskarpuré, syltede Karl Johan-svampe og to halve vagtelæg. Virkelig lækker ret!

CANblau 5

CANblau 6

Både min veninde og jeg havde spist lidt, et par timer inden vi mødtes, så vi var ikke maveknurrende sultne, men dog klar på aftensmad, da vi trådte ind på restauranten. Og med det udgangspunkt endte vi så med at bestille 7 retter tapas inkl. brød, og det må siges var lige tilpas. Faktisk var der vist en enkelt reje og lidt pulled pork, som vi bare ikke kunne klemme ned til sidst.

Jeg var fristet til at sætte prikken over i’et med en dessert, for stedets mandarinsorbet med vanillecreme, hasselnødder og nutella lød svært fristende. Ikke desto mindre fik jeg efter hovedmåltidet snakket mig helt mæt, så jeg droppede desserten alligevel, da tjeneren kom forbi og spurgte til det. Men jeg er helt klar på at skulle derned igen snart, så da må jeg gå “all the way”.

Vi endte med at dele regningen lige over, og den samlede regning røg op i 660 kr. for 7 tapasretter, et glas hvidvin, et glas rosé og en karaffel isvand. Det gav en regning på blot 330 kr. til os hver – utroligt billigt sluppet! Faktisk er det vist en af de billigste restaurantture, min veninde og jeg har haft sammen til dato. Og taget i betragtning, hvor god maden var, er det jo egentligt tankevækkende, at vi tidligere er kommet af med det dobbelte for dårligere mad og dårligere service.

CANblau 7

Prismæssigt ligger de fleste af CANblaus retter i gennemsnit i omegnen af 90 kr. stykket, og det er kutyme, at man deles om maden ved bordet. Ud over retterne på menukortet er der også dagens tapas og muligheden for at vælge en konkret menu. Vælger man tapasretterne, anbefaler stedet, at man som to personer skal beregne ca. 6-7 retter plus dessert for at blive mæt.

CANblau har helt klart arbejdet sig væk fra begyndervanskelighederne, og jeg vil til enhver tid anbefale, at man besøger stedet og prøver deres tapasherligheder af. Det ligger i hvert fald i kortene, at jeg nok snart vil besøge stedet igen…