5.

1. ret

I er allerede blevet advaret: Billederne i dette indlæg er af særdeles ringe kvalitet, da jeg kun havde mit mobilkamera at forevige maden med, men ikke desto mindre fortjener Malling Kro et indlæg, for det var som altid en dejlig oplevelse.

Det er tredje gang, jeg på min fødselsdag har inviteret min kæreste til surprisemenu på Malling Kro syd for Aarhus. Tidligere år har det været på hverdage, at min fødselsdag faldt, så de gange blev der – sammenlignet med i år, hvor det var en fredag – kræset væsentligt mere om os. Ikke desto mindre manglede vi ikke noget, og det var spændende at opleve krostuen godt befolket i modsætning til tidligere år.

Efter besøget kontaktede jeg kroen per mail og fik på forespørgsel tilsendt hele menuen inkl. vinene på skrift, så jeg kunne se helt præcist, hvad vi havde fået. For når al den vin er kommet indenbords, så er det altså ikke let at huske, hvad f.eks. ret nummer to bestod af. Vinene har jeg ikke den store forstand på, men jeg nævner dem her, som restauranten selv har sat det op i menuen.

2. ret

Inden første ret på første billede fik vi serveret to forskellige fantastisk lækre slags brød og med hhv. almindeligt smør og brunet smør rørt op med noget, der gjorde det blødt og saftigt. Derefter kom første ret på bordet bestående af ristet kammusling med blomkålsskum, kapers og brunet smør. Kammuslingen kunne godt have været stegt lidt mere, men ellers var det en lækker hapseret. Vinen var en lækker cremant d Alsace Bonheur festif , Pinot Auxerrois, Rieflé.

Næste ret var lidt spøjs og med mange forskellige nuancer: Jordskokconsommé med rå æggeblomme, jordskokker i skiver, jordskokskum og frisk dild. Consomméen var lige til den kraftigste side, hvis man spørger mig, og jeg ville egentligt nok have foretrukket retten uden den suppe-del.

At drikke til fik vi en 2010 Grüner Veltliner, federspiel, Østrig, Tegernseerhof.

3. ret

Tredje ret var helt klart min favorit af aftenens serveringer. Det var rosa krondyr med glaserede nødder, nødde-vinaigrette, sellericreme, salatblade og brødkrummer. Det smagte godt og slet ikke så tørt, som jeg ofte har oplevet, at vildt kan være. Også vinen til denne ret var aftenens favorit, og den var næsten dessertvin-sød: 2009 Pinot Gris, grand cru Zinnkoepflé , Alsace, Rieflé.

Hovedretten var fyldig og vintertung i smagen og bestod af braiserede svinekæber med gulerødder, løg, æbler og kartofler à la creme (aka “flødekartofler”, hvis man skal lyde mindre kultiveret). Der var små klatter gulerodsskum og en lækker sauce som bund under retten. Ovenpå var der drysset med hhv. purløg og bredbladet persille. Kartoflerne blev serveret ved siden af tallerkenen i en skål til deling, hvor man selv øste foretrukne mængde op.

Vinen til hovedrettet var kraftig i smagen til at akkompagnere den tunge ret: 2009 Antu Syrah, Colchagua Valley, Mont Gras, Chile.

4. ret

4. ret

Dernæst kom kroens version af ostetallerken på banen. Meget utraditionelt var der tale om en tærte med gedeost og pærer. Det smagte rigtigt lækkert, og kombinationen af frugten og gedeosten stod i god kontrast til hinanden. Jeg ville gerne have haft en “rigtig” ostetallerken med forskellige oste, for det plejer at være godt på Malling Kro, men dette var også en udmærket oplevelse på oste-fronten.

Vinen kendte jeg i forvejen, da den var en af de deltagende portvine til portvinssmagning sidste år: 10 års tawny-port, Burmester. En god solid portvin, der i smagen ikke overdøvede den lette osteanretning.

Næstsidste ret var endnu en hapseret som første anretning, og den bestod af en sprød kiksebund med bavarosie af havtorn. Lækker lille skrigorange sag, hvortil vi også nød portvinen, inden sidste ret kom på bordet.

5. ret

6. ret

Desserten var ananas bagt i karamel med hvid chokolade og pistacie. Rigtigt lækker dessert, men isen var dog noget hård at få bugt med. Smagen var lækker og frisk, og vinen til var en Pineau des Charentes, blanc, 7 års, Lhéraud.

Det var som altid en dejlig aften på Malling Kro, og det var ren idyl at sidde ved vinduet i den varme krostue og kigge ud på den dalende sne i vintermørket, mens et tog trillede forbi i ny og næ. Dog må jeg erkende, at maden har været lidt bedre de andre gange, vi har været der, hvor der også var bedre tid for tjenerne til at servicere.

7. ret

Til gengæld var vinene til hver ret lige i øjet! Maden ville få 4 ud af 5 stjerner, hvorimod stedets valg af vinene til ligger helt i toppen af skalaen! Det var en skøn oplevelse, at både mad og drikke var i så god harmoni smagsmæssigt, og at der stadig var nogle ukendte og interessante elementer i de enkelte vine at opleve.

Samlet set kom regningen for to surprisemenuer inkl. vine op på 1.790 fraregnet drikkepengene. Som tidligere nævnt hænger prisen med stor sandsynlighed sammen med, at kroen ligger et godt stykke uden for Århus og ikke midt inde i centrum, hvor restauranter af tilsvarende kvalitet er væsentligt dyrere. Selvom et par af mine tidligere oplevelser har været med lige en anelse bedre smagsoplevelse, bør det ikke afholde nogen fra at besøge kroen: Prisen og oplevelsen taget i betragtning er Malling Kro virkelig anbefalelsesværdig!