Smørstegte ærter 2

I aftes stod den på lammemørbrad smurt med en hvidløgs-/krydderurtesmør og rullet sammen som roulade fastsat med stegenåle. Mens de sydede og svedte på den varme pande, besluttede jeg mig til at prøve en ny grøn side dish. Jeg elsker friske ærter, men har aldrig brudt mig om den frosne slags. Med stor sandsynlighed fordi jeg kun har fået dem serveret skamkogte eller stuvede som barn… Uf!

Men i går kom de små grønne fyre til deres ret, gjorde de! Jeg fyrede op for en god klat smør på medium varme i en lille gryde, tilsatte et par håndfulde optøede ærter og lod dem gennemvarme. Derefter fik de selskab af ½ presset hvidløg og 7-8 store mynteblade, der var blevet hakket groft. Efter fem minutters simretid serverede jeg dem dampende varme ved siden af det rosastegte hvidløgslam, pommes frites og en klat sovs.

Det smagte simpelthen fremragende! Jeg var faktisk nødt til efter aftensmaden at lave en ny portion, så jeg havde noget at tage med til min frokost på arbejde i dag, hvor det smagte mindst lige så godt. En klar vinder herfra, som nok skal blive en klassiker her i det lille hjem.