Brasserie Belli 1

Sidste uge mødtes jeg med en veninde for at spise frokost på Brasserie Belli i Frederiksgade. Vi havde begge uafhængigt af hinanden spist der før, uden det havde været den helt store wow-oplevelse. Men menukortet så særdeles fristende ud, så vi valgte at slå os ned dér.

Brasseriet er familiedrevet og med rødder i det gamle Cirkus Belli, hvilket udsmykningen med gamle cirkusplakater også understreger. Indretningen er hyggelig og klassisk, og stemningen uformel. Det var Trine Belli selv, der den dag betjente os smilende og imødekommende.

Brasserie Belli 3

Brasserie Belli 2

Ved mit tidligere besøg havde jeg fået blåmuslinger, der smagte ganske udmærket, og jeg spurgte, om de ikke serverede dette til frokost også. Det var ikke tilfældet, men hvis jeg ønskede det, var det på forespørgsel sandsynligvis muligt, at køkkenet gerne ville lave det alligevel. God service, må man sige, men jeg valgte alligevel at kaste mig ud i noget fra frokostkortet… desværre.

Min veninde og jeg valgte begge den franske tallerkenanretning til 160,- bestående af røget laks, mozzarella, gratineret gedeost, terrine af kalvehale og foie gras samt en blandet salat. Min veninde fik et glas hvidvin til og jeg et glas rosé. Kort efter bestillingen kom der brød og dyppelse på bordet i form af oliventapenade, kryddersalt og smør.

Oliventapenaden var lidt triviel og smagte af de oliven, jeg som barn ikke kunne fordrage: Dem, der er forudstenede og har stået i lage så længe, at de er blevet lidt slappe i formen. De er traditionen tro stort set altid at finde i middelmådige tag-selv-salatbarer. Lidt sørgeligt, og jeg fik hurtigt nok af den. Lidt god olivenolie i stedet ville have været at foretrække.

Brasserie Belli 5

Brasserie Belli 4

Vi skulle ikke vente længe, før vores mad stod på bordet. Hurtig service, på trods af at der sad 3-4 andre selskaber i brasseriet også, og Trine tilsyneladende betjente dem alle i roligt og overskudsagtigt tempo.

Jeg gav mig straks i kast med terrinen af kalvehale og foie gras, der var velsmagende og smagskraftig, omend den pga. sin kødfulde tyngde krævede lidt brød ved siden af trods den medfølgende rødkålssalat. Rødkålssalaten var syrlig og tydeligt hjemmelavet, men jf. mine smagsløg blev den for tung til den i forvejen kraftige terrine.

Den gratinerede gedeost var placeret på en lidt halvkedelig skive brød, men ellers krydret tilpas med lidt frisk timian. Alt i alt en velsmagende bid, men stadig i den tunge ende af skalaen smagsmæssigt.

Brasserie Belli 6

Brasserie Belli 9

Den røgede laks med mozzarella skuffede mig. Det smagte ærligt talt, som en skive røget laks direkte fra pakken sammen med en klump mozzarella direkte fra pakken. Salaten i midten virkede ligeledes som noget, der lige var blevet taget ud af en bland-selv-salat fra supermarkedet, blevet skyllet og lagt til rette på tallerkenen.

I det hele taget var tallerkenen en skuffende oplevelse. Det smagte ikke dårligt, men det var meget meget trivielt, og når man betaler 160 kr. for sådan en tallerken, så regner jeg altså med noget, jeg ikke selv kan anrette på en tallerken derhjemme på fem minutter. Terrinen alene var den eneste ting, der trak lidt op i regnstykket. Retten var ikke 160 kr. værd.

Vi sluttede af med hhv. crème brûlée og en kop kaffe og fik igen hurtig betjening. Crème brûléen kostede 50 kr. og smagte egentligt ganske udmærket, omend det meste af vanillen havde samlet sig nede i bunden.

Brasserie Belli 7

Brasserie Belli 8

Pga. den hyggelige stemning sad vi i brasseriet et par timer, men da vi gik derfra med en samlet regning på 585 kr. for to franske anretninger, to crème brûléer, to glas vin, en kop kaffe og en flaske postevand (til 25 kr.!), ærgrede vi os over, at vi ikke var taget på Mefisto i stedet, hvor vi for samme pris kunne have fået noget, der var betydeligt bedre.

Havde jeg vidst, at en kande med postevand kostede 25 kr., havde jeg ærligt talt købt en sodavand i stedet. Jeg synes, det er direkte frækt at tage så meget for noget, der flyder igennem landet i stride strømme til stort set ingen penge.

Brasserie Belli er ikke dårligt. Men jeg vurderer, at maden ved dette besøg var triviel og nærmest kedelig. Det smagte ikke af råvarer, der er kræset om, og der var ikke noget særligt over noget af maden på nogen måde. Og til den pris synes jeg, at der bør være det.