På Teglgårdsstræde i Københavns indre by ligger “proptrækkeren” eller Tire-Bouchon, som sådan en hedder i det franske. Der er her tale om en hyggelig og velassorteret vin- og østersbar på den franske måde, og jeg valgte at tilbringe min fredag aften på stedet med reservation til én medbringende en god bog og lysten til god mad og vin.

Jeg reserverede bordet over mail et par dage før, men jeg blev uventet en halv time forsinket. Der var ikke så meget som snerten af sure miner hos restauranten, da jeg efter et kvarters forsinkelse ringede og undskyldte for derefter at komme, så hurtigt jeg kunne.

Der var livlig snak og vældigt med glade mennesker, da jeg trådte et par trin ned fra det smalle fortov og direkte ind i restauranten. Jeg blev taget godt imod og vist ovenpå til en hyggelig vinduesplads ved et lille, solidt træbord med levende lys. Der var foruden mig to-tre andre selskaber i rummet, og selvom et par stykker ekstra kom til i løbet af aftenen, forblev der stadig en lille håndfuld ledige borde.

Den flinke tjener kom hurtigt med vin- og menukort, og jeg besluttede mig for ud over foie gras og crème brulée at være vovet og bestille en enkelt østers. Jeg har flere gange her på bloggen fortalt om mit forhold til østers, som ikke er specielt rosenrødt. Ikke desto mindre er jeg af og til blevet præsenteret for spisen på skaldyrsfade, hvor jeg alligevel med blandet fornøjelse har indtaget en enkelt blot for at se, om mine smagsløg skulle være blevet mindre kritiske…

Jeg fortalte kort tjeneren om min østersskepticisme og spurge, om han ud fra denne kunne anbefale en af deres seks forskellige slags østers, der måske kunne falde i min smag. Hans råd var at prøve enten deres Perle Noire nr. 3 fra Bretagne eller Perle Blanche nr. 3 fra Normandiet, og mit valg faldt på det første forslag.

Angående vin er jeg jo en sucker for rosé, og tjeneren præsenterede mig for to franske pinot noirs, der ville passe til maden – en let og frisk en til østersen og en fyldigere samt sødere til foie grasen. Jeg valgte et enkelt glas af hver, og glas nummer to blev også hældt op med det samme, da det var en vin, der ville være bedst mere stuetempereret, så den kunne stå og blive god, mens jeg spiste min østers. Yderligere fik jeg efter ønske en lille kande postevand på bordet.

I løbet af ganske kort tid fik jeg min østers serveret, og den var på tallerkenen i følgeskab med en lille skål skalotteløgsvinaigrette og en citronbåd. Derudover kom der også en lille brødkurv med forskelligt brød og en smørfirkant på bordet.

Jeg var meget betaget af østersens udseende, da den blev præsenteret stadig fæstnet til sin skal hele vejen rundt i kanten spændt ud i al sin stribede og glasagtige skønhed. Jeg har kun fået serveret østers før, hvor den allerede var løsnet og lå som en slimet klump og svømmede rundt i sin salte væske. Dette så til sammenligning lovende ud…

Med lidt snilde fik jeg med den tilhørende gaffel løsnet det glatte havdyr fra sin skal, citrondråber blev presset over, og jeg toppede med en lille teskefuld af skalotteløgsvinaigretten, før jeg tog en dyb indånding og lod mundfulden glide ind. Og wow! Ryd forsiderne: Det smagte herligt! Jeg var dybt overrasket og nød simpelthen smagen i fulde drag, og den kølige rosés friskhed passede som skabt til denne store og besynderlige mundfuld.

Østersen var fastere og mindre slimet, end jeg har været vant til fra tidligere østersoplevelser, og der var ikke nær så meget væske i. Smagen var delikat og sødlig trods det syrlige indspark fra vinaigretten og citronen, der passede eminent til! Og nu får I så lige en lille foto-storm:

Mine tidligere oplevelser med østers kan bedst beskrives som meget salt og sej snotklat med en masse havvand iblandet. Jeg har meget svært ved at forstå, at oplevelser med denne spise kan være SÅ forskellige. Fredagens oplevelse var vitterligt med helt andre karakteristika, og om det handler om, at der var tale om en anden art østers, at den var friskere, eller om måden, den blev serveret på, bare var anderledes, aner jeg faktisk ikke.

Tjeneren havde i øvrigt forinden fortalt, at denne østersart bliver indfanget og “eftermodner” i op til et par år i nogle dertil indrettede bassiner, der gør dem mere søde i smagen og dermed også mindre salte, som de ældes.

Konklusionen efter min overvældende østersoplevelse blev, at jeg følte mig nødsaget til at hive fat i nærmeste tjener efterfølgende og spørge, om jeg måtte få én til – for jeg havde jo slet ikke regnet med, at det ville smage SÅ godt. Og han rendte fluks til køkkenet, og efter 5-10 minutter stod der endnu en spændstig perlemorsfarvet sag til mig.

På billedet her ovenover forsøger jeg at give et indtryk af, hvor relativt fast og blød uden at være slimet østersen var. Tjenerne var igennem hele aftenen meget opmærksomme, og da jeg havde nydt østers nummer to, fjernede de hurtigt min tallerken, hvorefter jeg læste lidt i min bog og i ro og mag tømte det første vinglas, mens jeg ventede på næste ret.

Foie grasen var egentlig en forret, og tjeneren havde forinden fortalt, at retten ikke var særligt stor, så vi aftalte, at jeg blot bestilte en ekstra ret mellem denne og crème bruléen, hvis det skulle blive nødvendigt. Jeg var dog ikke voldsomt sulten, da jeg ankom, så jeg vurderede, at jeg nok godt kunne nøjes, og det viste sig også at holde stik.

Jeg fik serveret to gode klodser foie gras-terrine med en sprød brioche plus en stor rødvinsbagt figen med lidt grønt på toppen. Foie grasen var saftig og fast – helt som det skulle være. Briochen var også ganske udmærket, selvom jeg valgte også at spise et par skiver brød med smør til – det var et virkeligt lækkert luftigt brød med sprød skorpe.

Den rødvinsbagte figen var bare helt fantastisk til! Sød og delikat i smagen uden at være vammel eller fylde for meget. Det ville have været rart med lidt ekstra krydderurter eller andet grønt serveret til, men retten gjorde sig nu også godt uden. Roséen til var også lige i øjet med den noget mere runde og kraftige smag end vinen til første ret. Derfor røg den også ned lidt langsommere, og jeg kunne derfor passende drikke resten til desserten.

Crème bruléen kom på banen, efter jeg havde slået mave et kvarters tid. Jeg var efterhånden behageligt mæt og tog mig derfor god tid til sidste ret, mens jeg læste. Jeg nød til fulde at kunne spise mig langsomt gennem retten, mens jeg i ny og næ nippede af roséen. Stemningen i restauranten var dejlig og hyggelig, og det var rart at sidde og være passivt social i behagelige omgivelser.

Selve crème bruléen var som den slags skal være – jævnt sprødflamberet på toppen såvel som blød og vanille’t indeni. Da jeg var ved vejs ende, bad jeg om regningen, som jeg kunne betale i baren nedenunder, når jeg var klar.

Jeg havde tilbragt ca. to timer på restauranten, da jeg takkede af. Regningen løb for to østers, foie gras-forret, crème brulée og to glas rosé op i 394,- hvortil jeg lagde 50 kr. i drikkepenge for den kompetente og venlige betjening, så alt i alt 444,- for en luxusaften i eget selskab. Absolut godt givet ud.

Hermed mine varmeste anbefalinger til at besøge vin- og østersbaren i Teglgårdsstræde, hvis man skulle lægge vejen forbi. Skulle jeg komme til staden igen, vil jeg helt klart være forfalden til at aflægge endnu et visit, for jeg bør da smage nogle flere af de dersens østers, hvis det virkelig kan passe, at de kan smage så godt :-)