Jeg har tidligere givet udtryk for, at jeg har en svaghed for fine og finurlige krus både i dette indlæg og senest i indlægget her. Og nu kommer der så indnu et indblik i, hvad der gemmer sig i køkkenets skab med krus og kopper.

Det første krus er fra https://lovemomiji.com/ og forestiller en af de traditionelle japanske Momiji-dukker. Kruset er designet af Joanna Zhou og ankom i en nuttet lille boks. Det er et solidt krus, der har en god hank at holde i og en runding, der gør det perfekt at sidde med i hænderne foran pejsen… hvis nu man er så heldig at have sådan en.

Det andet krus med et stort, gult æble er designet af svenske Lotta Kühlhorn og købt på http://www.msmugs.com, hvor de også har mange andre fine krus til fornuftige priser. Kruset er af den tyndere slags lige som det tidligere viste mustache-krus, men det glade motiv gør alligevel kruset til et af mine yndlinge.

Jeg bliver aldrig en af den slags mennesker, der har fuldstændigt ensfarvet stel i køkkenskabene og stram stringens ift. mærker og farver. Jeg elsker variationen og det unikke i, at mine krus og kopper skiller sig ud med hver deres historie og udtryk, og jeg lader altid mit humør vælge, når jeg rækker ind i skabet efter et krus.