Jeg er trofast læser her ovre hos Liselotte, hvor dagens opskrift er hugget fra. Hun mestrer ikke blot sproget på en måde, så jeg sluger hendes blogindlæg råt, om så det drejer sig om trafikale frustrationer, familiens lavstammede og hyggepruttende gårdhund eller seneste kreative indslag fra strikkepindene. Nej, hun forstår ud over dette tilligemed at trylle i køkkenet, så jeg får lyst til at prøve det hele af med det samme.

Jeg har før bragt et “reklameindslag” fra Liselottes hjørne, efter jeg første gang stiftede bekendtskab med favoritbrødet over alle brød: Kærlighedsbrødet. Dette ville i øvrigt egne sig fortrinligt til kartoffelcurryen, som I her får billeder af og opskriften på.

INGREDIENSER (til 2 personer):

250 gram kartofler
½ tsk. sennepsfrø
1 klat god olivenolie
1 løg
1 stort fed hvidløg
Tørret koriander
Salt & peber
½ frisk chili
½ tsk. spidskommen
½ tsk. garam masala
½ dl. vand
½ dl. ærter
Frisk mynte

Chutney
Creme fraiche 38%
Frisk brød

FREMGANGSMÅDE:

• Rist sennepsfrøene på en tør pande, til de popper eller brunes
• Når de er blevet gyldne, tilsættes en god klat olie på panden
• Halvér løget, og skær det i (halve) ringe, steg på panden
• Pres hvidløget ud over, tilsæt koriander, og rør godt rundt
• Steg det, indtil løgene er blevet bløde og gyldne
• Skær kartoflerne i tern, og hak den halve chili fint
• Tilsæt disse samt salt, peber, spidskommen og garam masala
• Rør godt rundt, så ingredienserne blander sig. Tilsæt vand
• Lad retten simrekoge under låg i ca. 20 minutter
• Læs evt. Liselottes seneste blogindlæg, mens du venter ;-)

• Når kartoflerne har let bid, tages låget af igen
• Tilsæt ærterne i retten – friske er bedst, men ellers optøede frosne
• Lad det småkoge fem minutters tid, rør godt rundt i herligheden
• Hak mynten, og tilsæt på panden et minuts tid før servering
• Servér curryen med en klat chutney, creme fraiche og frisk brød

Retten egner sig også strålende som tilbehør til eksempelvis fjerkræ, og jeg skal klart prøve den med stegt andebryst eller kængurusteaks til. Jeg serverede dagens portioner med en god klat af min tidligere nævnte blommechutney med chili, creme fraiche 38% og ristet brød.

Jeg ville ønske, jeg havde haft en god håndfuld friske ærter, men jeg måtte nøjes med den frosne slags, som tilnærmelsesvist nåede at tø op i en kop, mens resten af retten blev tilberedt, inden det blev ærternes tur.

Opskriften er fulgt stringent (omend i anden målestok), da jeg aldrig har lavet sådan en ret før og ikke ville tage nogen unødvendige chancer. Og jeg giver Liselotte ganske ret: Det er en både nem og fantastisk velsmagende ret! Succesen skal klart gentages snarligt.

Advertisements