For en uges tid siden faldt jeg over et økologisk butternutgræskar i Irma til 16 kr., så det kom med hjem i indkøbsposen sammen med blandt andet en pose jordskokker, som jeg er svært begejstret for endelig er kommet frem i butikkerne.

Butternutgræskaret og jordskokkerne blev hovedpersonerne i en suppe, jeg smækkede sammen forleden, og jeg fik noteret i grove træk, hvad jeg tilsatte og i hvilke mængder, for at det blev en fremragende efterårssuppe med gods i, så den opskrift får I lige straks.

INGREDIENSER (til en god baljefuld suppe til mave eller fryser):

Ca. 750 gram jordskokker
1 butternutgræskar
2 kartofler
1 løg
1 æble
En klat smør
Ca. ½-1 liter vand
1/4 l. fløde
Salt & kværnepeber
Balsamicoeddike
Spidskommen
Paprika
Sirup
1 pakke bacon i tern
Friske krydderurter

Evt. ciabattabrød

FREMGANGSMÅDE:

• Fjern skrællen fra butternutten, og skær kødet ud i tern
• Rens jordskokkerne grundigt, og skær dem ud i tern
• Skræl kartoflerne, og skær disse samt æble og løg i tern
• Smelt smør i en gryde, og steg ternene i ca. 10 minutter
• Tilsæt vand, så alle stykkerne er dækket godt
• Lad det simrekoge under låg i ca. ½ time
• Tag gryden af varmen, blend igennem med stavblender
• Sæt gryden tilbage, og kog suppen op igen med fløden
• Krydr med gode mængder salt og kværnepeber
• Smag til med balsamico, spidskommen og paprika
• Tilføj en sjat sirup, men ikke for meget – smag til!
• Sprødsteg baconen, og lad det tørre på køkkenrulle
• Servér suppen med bacon og friske krydderurter
• Spis evt. et godt, sprødt ciabattabrød til suppen

Jeg beklager, at anretningsbilledet her ovenfor ikke blev særligt godt, men når mørket når at trænge sig på, før man er færdig med aftensmaden, så må jeg jo nøjes med at fotografere under elektrisk lys, selvom mit lille kamera ikke er særligt samarbejdsvilligt i den slags belysning.

Det er vigtigt med en suppe som denne med både det søde butternutgræskar og jordskokkerne, at man får lidt syrligt med også, hvorfor jeg tilsatte balsamicoeddiken til suppen, og det passede fremragende. Man kan også vælge andre syrlige komponenter efter ens individuelle smag, f.eks. æblecidereddike.

Jeg valgte at krydre med frisk salvie i mindre stykker, da jeg gik om bord i suppen. Min salvieplante er i øvrigt så glad for at være kommet ind i et lunt værelse med morgensol, at den simpelthen har valgt at gå i blomst i den eneste “afstikker”, der overlevede min skarpe saks. Så den har selvfølgelig fortjent lige at få 15 minutes of fame her på bloggen.