Forleden fandt jeg en pose i fryseren med long forgotten hakkede oksetern, som satte tankerne i gang i forhold til, hvordan jeg bedst fik dem udnyttet. De endte med at blive en af hovedingredienserne i en frokostret med spaghetti, som også sagtens kunne have fungeret som aftensmad.

Efter kødet var tøet op, tog retten nærmest ingen tid at lave, og den kræver tilligemed et minimum af anstrengelser. Havde jeg haft økocitron eller -lime i huset, ville jeg klart have tilføjet revet skal i retten og derpå sparet lidt på citronsaften. Men nu får I den opskrift, jeg endte med at stykke sammen:

INGREDIENSER (1 person):

Spaghetti
En god håndfuld oksetern
Smør
Salt & peber
½ dl. piskefløde
Ca. 2-3 spsk. koncentreret tomat
Ca. 1-2 spsk. citronsaft
1 fed presset hvidløg
1 æggeblomme
En lille håndfuld frisk mynte

– – – – –

FREMGANGSMÅDE:

• Kog spaghettien i let saltet vand
• Steg okseternene i en klat smør, krydr med salt og peber
• Hæld vandet fra spaghettien, tilsæt en klat smør i
• Når smørret er smeltet, tilsættes fløden – kog let op
• Tilsæt koncentreret tomat, citronsaft og hvidløg, kog det ind
• Rør hele tiden i det, så spaghettien ikke brænder på
• Smag til med salt og peber
• Når sovsen er kogt godt ind, tages spaghettien af varmen
• Servér med en skoldet æggeblomme og mynte drysset over