I foråret købte jeg to fine San Marzano-tomatplanter på Ingerslevs Boulevards frugt- og grøntmarked – de var nok ikke mere end 20-25 cm. høje, og de kom med hjem i en lille plastikpose. Jeg var meget spændt på, om de kunne overleve på en til tider vindblæst altan, men de fik en plads med heldagssol, og så blev der ellers krydset fingre.

Snart skød de noget så vældigt i vejret, og de måtte i større potter, men placeringen lod til at passe tomatplanterne udmærket, og de fine, gule blomster blev pludseligt til små grønne tomatbabyer, før jeg havde set mig om.

En kollega mindede mig om, at jeg skulle huske at nippe de små spæde wannabe-grene af og i øvrigt tage nogle af de større grene af og putte i vand, så de kunne danne rødder. Herefter blev de plantet ud i potter efter en lun tid inde i vindueskarmen, og cirka halvdelen af dem blev til nye, fine tomatplanter, der skød i vejret.

Hen over sensommeren kom de første flotte, røde tomater – den allerførste blev dog hapset af en fræk fugl (er min teori), mens jeg et øjeblik kiggede væk, selvom jeg i dagene op til havde set til den og nurset den i forventningens glæde. Oh well, tomat nummer 2 blev min en uges tid senere, og dét i et snuptag! Uhm, så saftig og sødmefuld, som kun en nyplukket moden blommetomat kan være det.

Efterhånden som tomatplanterne blev højere og flere, måtte deres boligforhold udvides, og jeg endte med at plante dem i en stor trækasse med iborede huller i bunden og lecanødder som underlag til en solid gang muldjord. Der står de stadig fint og godt og bliver ved med både at vokse, producere fine, gule blomster og levere tomater hist og her.

Men ak, det kolde efterår nærmer sig, og jeg har fra pålidelige kilder hørt, at de ikke kan overleve, om så jeg tager dem med ind i varmen under hemsens skråvinduer, da både moderplanter og afkom er etårige og vil forgå i løbet af vinteren. Så i dag blev de sidste røde tomater høstede og lavet til en gang ovnbagte hapsere, og de sidste grønne må jeg så se om når at skifte farve, før kulden kommer.