Denne opskrift har jeg tidligere postet i en anden version for et års tid siden, men gode opskrifter kan sagtens klare gentagelser, og jeg har som altid improviseret mig til en ny udgave. Svampene er begyndt at poppe op overalt, nu hvor vejret er blevet efterårsfugtigt og halvlummert, og butikkerne har allerede et godt udvalg, hvis man ikke selv er svampejæger.

Jeg faldt over en bakke kantareller forleden, og selvom det er en af den slags svampe, der er mest besværlige at frigøre for jord mellem lamellerne, er det samtidig en af de mest søde og velsmagende, så jeg tog udfordringen op og smed en bakke i indkøbskurven. Her kommer så opskriften på kantarelstuvning på panderistet brød:

INGREDIENSER (til én person):

En god håndfuld kantareller
1 spsk. smør
2-3 spsk. whisky
1/4 rødløg
1/2 dl. piskefløde
1-2 tsk. soja
Kværnepeber
Et drys urtesalt
Endnu en klat smør
2 skiver sandwichbrød
Et bundt frisk kørvel
Et bundt frisk oregano

FREMGANGSMÅDE:

• Rens kantarellerne nænsomt, og skær dem i mindre stykker
• Brus smørret af på en varm pande, og tilsæt svampene
• Lad dem stege ved høj varme et par minutter
• Tilsæt whisky, og lad svampene suge til sig
• Skær løget i små tern, tilsæt på panden, og lad dem gyldne
• Skru ned på middel varme, tilsæt piskefløde og soja
• Lad sovsen boble ind, krydr herefter med peber og urtesalt
• Hæld stuvningen i sølvpapir, pak det ind, så varmen holdes
• Smid en klat smør på panden, rist brødene gyldne
• Server brødene toppede med stuvning og hakkede urter

Jeg kunne spise mig tyk og fed i de her svampemadder, for de smager ganske enkelt som en drøm! Siden sidste gang har jeg tilsat whisky i stedet for hvidvinseddike, og soja er blevet spædet til for at give lidt ekstra saft og kraft til sovsen, der ikke behøver andet krydderi end kværnepeber og urtesalt.

Brødene har jeg denne gang valgt at putte på panden, efter stuvningen er kogt ind og taget fra, så de kan suge det resterende sovs til sig og tage smag deraf. De skal ikke have mere end et par minutter – kun lige så de når at blive gyldne og sprøde i kanten.

De friske urter, jeg har toppet med, behøver ikke nødvendigvis at være kørvel og oregano, men disse passede rigtigt godt til retten og kan næsten ikke overdrives. Man kan snildt spæde op med andre urter efter ens smag.

Det er nu, vi skal huske at sætte pris på, vi bor i et land, hvor svampe vokser vildt og frodigt i vores efterårsklima. Lur mig, om der ikke kommer flere svampeopskrifter herinde i nærmeste fremtid :-)

Advertisements