Gårsdagens lille teaser handler såmænd om min højtelskede manuelle hjulpisker. Jeg benytter den cirka lige så ofte som den elektriske hjulpisker, og det er primært grundet nostalgifølelsen, og at den larmer noget mindre. Jeg har tidligere afbilledet den her såvel som her.

Da familien flyttede fra mit barndomshjem omkring år 2001, var der en del af køkkentingene, der blev delt, og jeg skyndte mig at lægge beslag på hjulpiskeren. Der er mange minder forbundet med den, og jeg husker, at jeg ofte stod på en barnestol ved køkkenvasken og piskede flødeskum eller æggesnaps til øllebrøden, den gang jeg knapt kunne nå op til vandhanen endnu.

Ikke desto mindre kom det bag på mig, da jeg faldt over ovenviste billede. Det er selvsamme hjulpisker, og billedet må være taget omkring 1984, hvor jeg har været blot to år. Bemærk i øvrigt, at der både anno 2012 og 1984 benyttes en rød margretheskål i madlavningen… det er da også lidt pudsigt!

Hjulpiskeren virker stadig upåklageligt i dag og må siges at være robust håndværk med mange år på bagen efterhånden. Jeg ved faktisk ikke, hvor mine forældre havde den fra, men det er sikkert og vist, at den ender sine dage i mit køkken, hvis den da nogensinde bliver slidt op.