Her kommer som lovet i et tidligere indlæg en opskrift, hvori mine syltede rødløg indgår (hvorfor er jeg hele tiden ved at skrive “røvløg”? Uf!). Pastaretten her var aftensmad tidligere i denne uge, og det var første gang, jeg kombinerede spaghetti med lammekød, og jeg synes, jeg slap særdeles heldigt fra det.

På min servering dryssede jeg til sidst med noget så utraditionelt som blåbær, og jeg synes faktisk, at det sødlige bær passede godt ind smagsmæssigt, omend de fleste nok ville undlade at tilføje dem. I opskriften kalkulerer jeg bærrene med, og så kan man selv vurdere, om det er for alternativt ;-)

INGREDIENSER (til to personer):

Pasta til to personer
3 ferske lammemørbrad
Smør til stegning
6-8 blommetomater
En lille håndfuld syltet rødløg
Bundter med frisk salvie, oregano, persille og mynte
En lille håndfuld blåbær
Parmesan
1 rød peber eller snackpeber
1-1½ dl. fløde
Salt og peber
Lidt hvidvinseddike
Lidt gurkemeje
Lidt paprika
Lidt all round-krydderi

FREMGANGSMÅDE:

• Rul mørbradene sammen til snegle, fæstn med stegenål
• Krydr med salt og peber, og steg kødet i smør, til det er rosa
• Sæt saltet vand over til pastaen, og kog den som anvist
• Mens lammet steges, og pastaen koger, forberedes tilbehøret:
• Rød peber og et par tomater blendes med lidt fløde
• Tomater og syltet rødløg skæres ud i mundrette stykker
• Krydderurterne hakkes groft
• Et par minutter, før pastaen er al dente, sies vandet fra
• Kog pastaen ind med den blendede fløde samt resten af fløden
• Tilføj et skvæt hvidvinseddike til blandingen, mens det koger
• Krydr med lidt gurkemeje, paprika, all round, salt og peber
• Lammet skæres i mindre stykker og vendes i pastaen
• Servér pastaen vendt i krydderurter, tomater og syltede rødløg
• Top retten med blåbær og rigeligt friskrevet parmesan

Retten smagte fremragende – både let og saftig, og lammekødet egnede sig rigtigt godt til kombinationen af pasta og grønt. Jeg lod kødet hvile i sølvpapir, mens pastasovsen boblede, hvorefter det blev skåret ud lige før servering, så det stadig var lunt.

Til sovsen tilpasses fløden mængden af spaghetti, så den ikke bliver sovsedryppende, men let og hurtigt kan koges ind til en cremet tykkelse, der lægger sig omkring spaghettien. På billederne har jeg i øvrigt endnu ikke drysset med revet parmesan, men retten kan sagtens klare rigelige mængder, så man skal ikke holde sig tilbage. Velbekomme!