Jeg havde faktisk lidt besvær med at finde på en passende overskrift til dette indlæg, for der er ganske enkelt tale om et brød uden dikkedarer af nogen som helst art – det er både uhyre simpelt at lave, og så smager det blot af simpelt solidt hjemmebag.

Jeg vil ikke vove at påstå, at det skiller sig ud fra andre brød, men det smager aldeles udmærket. Skorpen er sprød og salt, hjertet er svampet og saftigt, og I skal da på ingen måde snydes for en opskrift på dette simple brød, så den kommer fluks:

INGREDIENSER:

1 lille-bitte ærtestørrelse gær
½ liter lunkent vand
1 liter hvedemel (man kan improvisere)
1 spsk. groft salt
1 sjat olie til formen

Vand til pensling
En lille håndfuld flagesalt til skorpen

FREMGANGSMÅDE:

• Rør gæren ud i det lunkne vand i en stor skål
• Tilsæt mel og salt, og rør grundigt
• Dejen skal være våd og lave “tråde” i skålen
• Dæk skålen med vita wrap, stil i køleskabet ca. 12 timer
• Efter 12 timer vippes dejen ud på et meldrysset bord
• Fold dejen ind over hinanden forsigtigt 3-4 gange
• Lad det efterhæve et par timer tildækket i skålen
• Smør en ovnfast krukke med olie, og placer dejen i
• Bag dejen med låg på krukken ca. 20 minutter ved 210 grader
• Tag låget af, pensel toppen med vand, og drys flagesalt over
• Bag videre ved 180 grader 20-30 minutter
• Brødet er færdigbagt, når skorpen er gylden og sprød
• Servér lunt med koldt smør eller f.eks. tomatmarmelade, uhm!

Man kan snildt spice dejen op med krydderurter (min personlige favorit til brød er rosmarin) eller andre kornsorter end hvedemel. Jeg elsker i øvrigt en salt skorpe, og hvis andre har det på samme måde, kan man roligt være gavmild med flagesalten – det gør kun brødet bedre.

Min bagekrukke er en gammel krukke af ler fundet i en genbrugsbiks, men man kan også sagtens bruge en støbejernsgryde med låg. Mit “låg” til krukken her er blot en stor tærteform, og det fungerer upåklageligt.