I dag omkring middag, mens jeg sad ude på altanen og læste, fik jeg sådan lyst til skaldyr. Der gik ikke mange sekunder, før idé havde transformeret sig til plan, og jeg skyndte mig til computeren for at slå menuen op til Restaurant Seafood. Og lur mig, om de ikke kunne lokke mig afsted mod lystbådehavnen, før jeg nærmest havde fået set mig om.

Da jeg kom derned, var der godt besat af selskaber hele vejen hen langs parasolpromenaden ud til vandet foran restauranten, men jeg var heldig at få en plads lige uden for indgangen i halvskygge med fin udsigt ud over lystbådehavnen og de andre spisende.

Jeg havde allerede besluttet hjemmefra, hvad jeg ville have, så jeg bestilte med det samme den halve hummer med tilhørende ristet brød, frisk salat, mayo og aïoli. Dertil blev det en lemonsodavand for at få noget friskt at drikke til. Jeg bryder mig ikke om vand, og jeg foretrækker kun alkoholske drikke i selskab eller ved festlige lejligheder.

Sammen med sodavanden kom der et fad med skivet brød ind samt et par små pakker smør. Det underholdt jeg så mig selv med sammen med en god bog, jeg havde taget med i tasken, og jeg nød sommerstemningen med duften af havvand og lyden af glade, spisende mennesker omkring mig.

Hummeren kom på bordet, og den var intet mindre end fortræffelig! Der fulgte lime, citron og vaskeskål med, og jeg spiste rub og stub fra tallerkenen lige med undtagelse af et par skefulde mayo, der måtte blive tilbage i skålen. Der var ingen knækker med til kloen, men personalet havde allerede sørget for at give den et gok, så kødstykkerne fra kloen var lige til at trække ud i en håndevending.

Jeg er stor fortaler for, at vi skal have indført gå-ud-at-spise-alene-kulturen i Danmark lige som i USA, for det bør ikke være en hindring at nyde et godt måltid ude, blot fordi man ikke lige har en kompagnon ved hånden. Jeg oplever stort set aldrig at få medlidende blikke, når jeg er alene ude og blot sidder med en bog eller nyder omgivelserne, så det bør ikke være en hindring for nogen.

For den halve hummer og en flaske Schweppes Lemon kom jeg af med 209 kr. for en fremragende frokost på Marselisborg Lystbådehavn, og jeg glæder mig, til jeg skal til skaldyrsbuffeten i festugen lige som sidste år og året før på Restaurant Seafood.