En sød veninde forærede mig i går en pose med de sidste rabarber fra haven, og straks jeg kom hjem, gav jeg mig i kast med at lave en koncentreret rabarbersaft. Jeg fandt inspiration i forskellige syltebøger, men endte med min egen version.

Målene i opskriften er udelukkende ud fra den mængde af rabarber, jeg havde i besiddelse, samt ud fra, at jeg kun havde en tredjedel krukke sukker tilbage, så opskriften blev tilpasset dette. Saften endte med at blive lækkert sød og frisk, omend med snerten af syre til stede trods brug af nonoxal.

INGREDIENSER (til godt ½ liter saft):

600 gram rabarber
1/4 liter vand
Saften fra 1 lime
1 tsk nonoxal
250 gram sukker
½-1 tsk atamon

FREMGANGSMÅDE:

• Skyl rabarberne grundigt, og skær enderne af
• Skær dem i ca. 1½ cm. lange stykker
• Læg dem i en gryde med vand, limesaft og nonoxal
• Lad det koge under låg i ca. 10-15 minutter
• Rør i rabarberne i ny og næ, så de bliver opløst godt
• Sigt saften fra rabarberkødet, og hæld saften tilbage i gryden
• Kog saften med sukker og atamon, til sukkeret er opløst
• Skum af undervejs
• Afkøl saften, til den er lun, og hæld på en skoldet flaske
• Den koncentrerede saft nydes kold tilsat isvand

Man kan også snildt i stedet for isvand tilsætte danskvand eller sågar champagne til rabarbersaften en varm sommerdag eller som velkomstdrink.

Den hvinende syrlighed fra oxalsyren er fjernet ved hjælp af calciumchloridopløsningen nonoxal, der i øvrigt sikrer, at syren ikke frarøver kroppen den kalk, der skal optages fra vores føde. Det er mest i sensommerens rabarber, at oxalsyreniveauet er højt, så hvis man står og mangler nonoxal til de første spæde rabarber i forsommeren, skulle det efter sigende ikke være nødvendigt med nonoxal.