Efter at have læst her hos Klidmoster, at der var kommet en ny fiskerestaurant i byen, nemlig Klassisk Fisk, var jeg svært fristet og min veninde ligeså. Jeg kunne dog læse mig til, at det var den samme ejer som hos Klassisk 65, og deres attitude på hjemmesiden havde hidtil afholdt mig fra at spise der. Min veninde og jeg aftalte derfor, at hvis vi oplevede samme indstilling, når vi trådte ind på restauranten for at spørge til et bord, ville vi gå igen.

Denne mistanke blev dog gjort vældigt til skamme! Vi trådte ind ad døren til Klassisk Fisk, spurgte om de havde et ledigt bord til to uden reservation, og vi blev mødt af en imødekommende og sød tjener, der smilende bød os velkommen og tilbød os at sidde ved lige det bord, vi skulle have lyst til. Så vi fik os en skøn vinduesplads.

Vi fik menu- og vinkort, som vi havde god tid til at nærstudere, for det var virkeligt svært at vælge med alle de fristende godter, der var præsenteret. Vi havde lyst til at bestille det hele, men måtte være realistiske og endte med to retter hver.

I mellemtiden fik vi serveret en kande postevand som ønsket såvel som en brødkurv med den lækreste aïoli til. Betjeningen var opmærksom og uhøjtidelig, og der blev i øvrigt hældt gavmildt op i glasset, da vi bestilte hver vores glas hvidvin til maden. Min var en hvid fra Bourgogne til 95 kr. og min venindes en sauvignon blanc til 65. Ydermere bestilte jeg en cola til 35 kr.

Til forret valgte jeg en terrine af foie gras med kompot til 110 kr., og min venindes valg faldt på halehængt koldrøget laks med flødestuvet spinat til 100 kr. Terrinen blev serveret uden dikkedarer og andet tilbehør end kompotten – meget minimalistisk – og den behøvede heller ikke andet. Fed, saftig og lækker, den var! Tjeneren kom ind med hele laksen og skar fine, friske stykker af til min venindes tallerken, hvorefter der blev hældt flødestuvet spinat ved. Drønlækre forretter!

Årsagen til, at jeg beklageligt ikke har nogen billeder af vores fantastiske forretter, er ganske enkelt, at ejeren på hjemmesiderne på det kraftigste frabeder sig fotografering – i øvrigt i vendinger, der var med til at give både mig og min veninde indtryk af, at man som gæst nærmest var uvelkommen og skulle være taknemmelig for at få lov til at spise hos dem.

Ikke desto mindre spurgte jeg ind til dette, da tjeneren kom med vores hovedretter, og hun fortalte, at ejeren kun skriver dette, da de tidligere har været udsat for useriøse anmeldere, der har taget billeder af én ting og præsenteret det som noget andet for derefter at dømme maden på et forkert grundlag.

Tjeneren bedyrede, at vi naturligvis godt måtte tage billeder af vores egen mad, og at det ikke skulle opfattes så strengt, som det kan give af indtryk. Så til min glæde kan jeg i dette indlæg alligevel vise jer en stor del af den fantastiske mad, vi fik på Klassisk Fisk, omend fra et dårligt mobilkamera.

Til hovedret valgte min veninde surf ‘n turf med mediumstegt modnet oksemørbrad med en solid klump hummer på toppen såvel som to halve bagte hvidløg on the side og en sovs så karamelcremet og fyldig, at den nær havde sendt min veninde til himmels af bar fryd! Denne ret kostede 370 kr. Hun bestilte også en gang bagt kartoffelmos til hovedretten til beskedne 30 kr., og hun sikrede sig lige inden at spørge kokken, om det var rigtig kartoffelmos, efter hun for noget tid siden blev skuffet over “mosen” på St. Pauls Apothek. Men denne var lige i øjet, og der kom mange nydelsesudbrud ovre fra hendes side af bordet.

Selv valgte jeg det grande plateau fruit de mer til 275 kr., og jeg var som et barn juleaften, da det store fad fyldt med jomfruhummer, flodkrebs, hele rejer, muslinger, krabbekløer, østers, mayo, aïoli og citroner blev sat på et klapbord ved siden af mig! Min veninde er lige så østersskeptisk som jeg, men vi endte med at tage en hver i en hurtig mundfuld, og faktisk var det ikke nær så slemt, som jeg husker. Det bliver aldrig min kop te, men denne gang havde jeg i det mindste ikke lyst til at spytte hele herligheden ud igen ;-)

Jeg havde aldrig smagt knivmusling før, og det var absolut en oplevelse, selvom jeg nu tror, at jeg ved, hvorfra fordommen om gummiagtige muslinger kommer, hehe! Til gengæld er jeg simpelthen nødt til at fremhæve blåmuslingerne på dette frydefulde fad, for jeg har aldrig nogensinde før smagt så møre blåmuslinger! De var hverken elastik-agtige eller seje på nogen måde – og jeg har altså spist mange blåmuslinger i mit liv, men ingen så gode som disse.

Til skaldyrsfadet havde jeg også bestilt en grøn salat til 45 kr., men selvom den var udmærket, kunne jeg sagtens have undværet den, for jeg var totalt forgabt i skaldyrene og havde slet ikke tid til at hellige mig det grønne. Jeg fik næsten spist op, men måtte efterlade enkelte rejer og en krabbeklo. Jeg var fyldt til bristepunktet, men var – lige som min veninde – svært tilfreds.

Stemningen på Klassisk Fisk er således slet ikke som den, man kan få indtryk af på hjemmesiden, og måske man så alligevel skulle vove sig på Klassisk 65? I hvert fald var personalet søde og rare og servicen i top lige som maden. De fysiske rammer er lidt industrielle og ikke specielt hyggelige, omend det klassiske møblement, de fine mormor-tallerkener og de store lysekroner helt klart gør deres for at skabe lidt hygge.

Som mange finere restauranter havde de også parfumer stående til afbenyttelse ude på toilettet, men jeg måtte more mig lidt over på samme lille hylde at øjne en stor tube kopattesalve også, haha!

Den samlede pris for to retter og drikkevarer til to personer endte op i 1.125 kr., og det er faktisk en ganske fornuftig pris for en skøn aften med luxusmad og hyggelig stemning. Jeg vil derfor klart anbefale enhver fisk- og skaldyrselsker at besøge Klassisk Fisk, og så håber jeg på, jeg ikke får ørerne i maskinen over at have postet billeder af deres dejlige mad ;-)

Reklamer