I forbindelse med at jeg laver tabouleh med kammuslinger, iblander jeg altid en portion limesirup for at give en tilpas syrlighed og “kant”. Jeg er tosset med limesmagen, om så det er i mad, desserter eller drinks. Derfor besluttede jeg med inspiration fra en opskrift i bogen “Dejlig marmelade, syltetøj og gelé” på citrongelé at lave en limegelé med frisk mynte.

Det lykkedes dog ikke, selvom jeg fulgte opskriftens blandingsforhold og kogetid til punkt og prikke, så i stedet endte jeg med en fantastisk limesirup, som jeg valgte at “beholde” i stedet for at lade den koge lidt længere for at blive til gelé. Så nu får I opskriften på min hjemmekomponerede limesirup med mynte:

INGREDIENSER (til knapt ½ liter sirup):

Saften fra 8 økologiske limefrugter
Skallen fra 1 limefrugt
350 gram sukker eller syltesukker
En god håndfuld friskplukket mynte

Et skvæt atamon til at fjerne evt. uvelkomne sager i glasset/flasken

FREMGANGSMÅDE:

• Riv skallen af en af limefrugterne, før saften presses
• Del alle limefrugterne i to, og pres saften ud af dem
• Hak myntebladene fint
• Bring saft i kog med skal, sukker og mynte i en gryde
• Lad det koge uden låg i fire minutter under omrøring
• Tag gryden af pladen, og dryp siruppen på en kold flade
• Flyder denne ikke ud, har det kogt tilstrækkeligt
• Lad siruppen køle lidt af, mens et glas skylles med atamon
• Hæld det på glasset, luk til og lad det køle af i køleskab

Testen med at se, om siruppen eller geléen løber ud, indikerer, om den er færdig. Det er egentlig en “gelétest”, men eftersom min gelétest var positiv, og det IKKE endte med at være gelé, skal man nok øve sig lidt mere – end jeg har gjort – for at vurdere udflydningsgraden. Det handler i bund og grund om Gefühl og erfaring :-)

Eftersom citrusfrugter har et højt indhold af pektin, der kan fungere som geleringsmiddel, er det ikke nødvendigt at benytte syltesukker i processen. Jeg valgte derfor at bruge almindeligt sukker, da det er billigere.

I køleskabet stivner siruppen mere i forbindelse med afkølingen, og jeg foretrækker også at opbevare det dér, trods at sukkermængden gør, at det sagtens kan stå uden for køleskab. Jeg nyder dog kølig sirup og har derfor valgt køleskabet.

Ud over at bruge siruppen til tabouleh, har jeg brugt den som flydende smørelse i tyndt lag på knækbrød og sammen med en god gang ost og hjemmebragt brød. Jeg kan også forestille mig, at den vil være perfekt til forskellige desserter og på ymer sammen med en gang blandede, hakkede nødder til morgenmad.