Når sommerheden sætter ind i ny og næ, kniber det som regel med appetitten og lysten til at spise dansk, sovset mad eller tunge kødretter. En af mine favoritter blandt de lette sommerretter er bruschetta, som både er drønhurtigt at stykke sammen, dejligt velsmagende og ligger “let” i maven.

Toppingen på brødet varierer jeg normalt efter, hvad jeg har i huset, men tomaterne er naturligvis et must. Ligeledes er olivenolien og hvidløg, og så er der ellers frit slaw. Forleden fik jeg lyst til at supplere med kalamataoliven (hvilket jeg ofte gør), gul peberfrugt og et væld af friske krydderurter. Her følger opskriften:

INGREDIENSER (til to skiver brød):

2 skiver toastbrød
2 spsk. olivenolie
En god håndfuld blommetomater
½ gul peberfrugt
5-6 kalamataoliven
1-2 fed hvidløg
Et lille bundt frisk oregano
Et lille bundt frisk salvie
Et lille bundt frisk rosmarin
Havsalt
Friskkværnet peber

FREMGANGSMÅDE:

• Fordel omtrent en spiseskefuld olivenolie på hvert stykke brød
• Finhak tomat, peberfrugt og kalamataoliven
• Pres hvidløgene over det finthakkede, og bland det hele sammen
• Fordel fyldet jævnt ud over begge stykker brød
• Strø salt og kværn peber ud over brødene
• Bag dem ved 250 grader, til brødene bliver gyldne i kanterne
• Tag brødene ud, og dryp lidt ekstra olivenolie udover
• Hak krydderurterne groft, og fordel dem ud over bruschettaerne

Til vores indflytterfest fik vi blandt andet en bøtte med sydesalt fra Læsø, og denne flagesalt var fremragende på bruschettabrødene!

Jeg væder altid brødet i olivenolie før bagning, så de bliver godt fedtede ind, og efterfølgende får toppen et skvæt ekstra olie til den halvtørre, bagte tomatblanding. Bruschetta smager simpelthen enestående, og det gør mig ikke spor, at jeg hørmer af hvidløg adskillige dage efter ;-)