Søndag aften mødtes jeg med en veninde, jeg ikke har set i lang tid til hyggelig og rolig cafétur. Valget faldt på Café Stiften, der ligger lokalt og skulle holde åben til kl. 22.00.

Min veninde er der allerede, da jeg ankommer, og hun har holdt et godt bord ved vinduet til os, selvom de fleste andre mennesker sidder i den anden ende af caféen. Vi går op til disken, og hun bestiller et stort glas friskpresset juice, som hun hurtigt får. Da det bliver min tur til at bestille, går tjeneren sin vej. Jeg kigger lidt opsøgende rundt og følger ham med øjnene, som han går frem og tilbage, men han undviger mit blik.

Min veninde spørger så højt, om det ikke er muligt at jeg også må bestille noget, og en anden tjener, der har stået og ordnet nogle glas, vil gerne tage imod min bestilling, men gør opmærksom på at de ikke laver smoothies længere. Jeg bestiller i stedet en juice, men det kan jeg heller ikke få, da de har slukket for blenderne. Så beder jeg i stedet om en iskaffe, men heller ikke det vil de servere. Jeg kan få lov enten at købe en kop kaffe eller en sodavand. Klokken er da 21.12. Jeg afviser, og vi sætter os i stedet ned og deler min venindes juice, der åbenbart var dagens sidste glas.

Klokken 21.40 begynder tjenerne at spritte bordene af, sætte stolene op omkring os og støvsuge. Det er svært forstyrrende at have to stoleben som sidemand, og støjen fra støvsugeren gør, at det er umuligt at føre en samtale hen over bordet. Vi ender med at gå fra en halvt drukket juice og opgive at få en hyggelig cafétur. Tjenerne virkede hele vejen igennem fuldstændigt kolde i røven og tilsyneladende kun opsatte på at få fyraften. Dét var bare ringe service!

Vi kommer ikke på Café Stiften igen.