Jeg beklager den lange stilhed på bloggen, men den 1. maj overtog vi endelig vores nye lejlighed, som denne gang er en permanent bolig uden tidsbegrænsning. Det bliver dejligt at få pakket ud og komme ordentligt på plads et sted, hvor vi ved, vi kan blive boende i trygge rammer så længe, det skulle være.

Desværre er køkkenet lige som det sidste sted ikke så stort, så der er rent kaos ude i køkkenafdelingen af lejligheden stadigvæk, og det betyder, at der ikke bliver lavet spor mad, der er mere avanceret end et par rugbrødsmadder. Men heldigvis har jeg taget billeder af en lækker laksetærte, jeg lavede før flytningen, så den opskrift får I her.

INGREDIENSER (til en stor tærteform):

Mørdej eller anden tærtedej
To ferske laksesteaks
En klump smør til stegning
En bøtte hytteost
En stor håndfuld frisk spinat
Ærterne fra 10-15 ærtebælge
2-3 æg alt efter størrelse
Et bundt frisk oregano
Urtesalt og kværnepeber

FREMGANGSMÅDE:

• Steg laksesteaksene i smøret, til de er gennemvarmede
• Ælt en mørdej sammen, og pres den ud i et smurt stort tærtefad
• Fjern lakseskindet, findel kødet og læg det i en skål
• Tilsæt hytteost, æg, ærter og spinat
• Rør det hele sammen med frisk oregano, urtesalt og peber
• Hæld blandingen over i tærtebunden, og bag ved 200 grader
• Når æggemassen er blevet gylden og fast, er tærten færdig

Det er en super let tærte at gå til, og man kan f.eks. servere den sammen med en sprød salat med hele molevitten eller en tomat-/mozzarellasalat. Desuden er der minimal opvask efterfølgende – og selvom der er opvaskemaskine her i den nye lejlighed også, er det altså stadig et hit, at det er hurtigt at gøre rent efter madlavningen.

Jeg kommer godt nok til at savne gaskomfuret i den midlertidige lejlighed, vi netop har lagt bag os. Til gengæld slipper vi for at skulle lede efter tankstationer, der har små gasflasker, og desuden har vi nu fået et stort køleskab/fryser, så det er ikke sådan at kimse ad :-)