I går tog jeg på loppemarked/bagagerumsmarked på Ingerslevs Boulevard her i Århus, og jeg må erkende, at nogle gange er man bare heldig, og andre gange er man decideret svineheldig. I går var jeg sidstnævnte!

Kort efter min ankomst øjner jeg denne orangerøde Le Creusetpande dog i meget beskidt stand på et rodet bord. Jeg spørger den unge kvinde, hvad hun skal have for den, og jeg ender med kun at slippe en flad 50’er! Gæt lige, om jeg holdt godt fast i den, mens jeg betalte, så ingen af de omkringstående kunne nå at hapse den…

Le Creuset er et solidt fransk mærke indenfor køkkenudstyr i blandt andet stentøj og emaljeret støbejern, og det er noget godt kram, der fås i nogle vældigt fikse farver, hvis du spørger mig. Dog er det også et hypet mærke, der koster knaster, og blandt andet derfor har jeg købt min store, hvide suppegryde brugt, og har derved sparet lidt.

Selvom jeg normalt foretrækker en blandet landhandel af udstyr i mit køkken, så det ikke bliver alt for stringent, er jeg ret begejstret for Le Creusets køkkenudstyr både pga. kvaliteten og så pga. det kække farvespektrum, der gør mig lidt glad i låget.

Panden er tydeligt brugt, men så fin her blev den efter første omgang knofedt, så det er fuldt acceptabelt, at den nu har fået en æresplads i pandeskuffen allerøverst. En af de nærmeste dage skal den indvies med et godt stykke kød, og jeg har på fornemmelsen, at den ikke vil skuffe mig.

Advertisements