Jeg har før præsenteret mine læsere for denne fantastiske amerikanske gulerodskage, men fremragende opskrifter kan snildt klare gentagelser, så her kommer den påny i mindre udgave og med en anden version af flødeostglasuren.

På introbilledet er glasuren noget flydende, men efter en halv time i køleskab vil den være fast og mere håndterlig, hvilket ses på sidste billede. Duften af den lune kage skubbede dog til min utålmodighed og fremprovokerede massive mængder mundvand, så jeg smurte glasuren på, mens kagen stadig var lun, så jeg kunne få stillet min kagesult.

KAGEINGREDIENSER (til en lille bradepande/tærtefad):

1 æg
100 gram farin
180 gram gulerødder
100 gram mel
1 tsk kanel
1 tsk vanille sukker
1/4 tsk salt
2 tsk bagepulver
½ dl kærnemælk

GLASURINGREDIENSER:

60 gram Philadelphia (ikke light)
30 gram Philadelphia Marabou eller Nutella
50 gram smør
1 tsk vanillesukker
Rigelige mængder flormelis (jo mere, des fastere creme)

Der skal beregnes mellem ½-1 pakke flormelis, alt efter hvor fast man ønsker glasuren. Så sørg for at have rigeligt, før du begynder, for det er ærgeligt at løbe tør for flormelis undervejs og få en glasur, der løber ned ad siderne på kagen.

FREMGANGSMÅDE:

• Pisk æg og farin sammen i en skål
• Riv gulerødderne groft, og tilsæt dem i skålen
• Brug en elpisker, mens melen tilsættes gradvist
• Rør kanel, vanillesukker, salt og bagepulver i dejen
• Tilsæt kærnemælken og rør, til det hele er jævnt fordelt
• Dejen hældes i smurt ovnfast fad eller anden bageform
• Bag kagen på 175 grader i ca. 45 minutter, til den er gyldenbrun

• Mens kagen er i ovnen, afmåles smør, flødeost og chokoladecreme/Nutella
• Lad det afmålte stå i en skål i stuetemperatur, så det blødgøres
• Pisk herefter massen sammen, mens der tilsættes flormelis gradvist
• Tilsæt vanillesukker og rør, til cremen er fast som almindelig glasur
• Lad kagen køle af på en bagerist
• Smør derefter glasuren ud i et jævnt lag, så overfladen er dækket
• Stil kagen til afkøling i køleskabet, så glasuren kan størkne
• Servér evt. med friske jordbær eller andre bær

Ganske vist er det en gulerodskage, men at tro den derfor er sund er en grum fejlantagelse. Men velsmagende, dét er den i høj grad! Jeg er ikke den store kagespiser, men blandt andet denne kage er jeg dybt forelsket i, og den bør prøves, hvis man ikke allerede har stiftet bekendtskab med amerikansk gulerodskage.

Philadelphia med Marabou lyder simpelthen for sært, men da jeg så den i den lokale Netto, måtte den med hjem for at blive prøvet. Den er faktisk ganske lækker og slet ikke “flødeostet”. Tværtimod smager den lidt af chokolademousse, men har samme konsistens som Nutella, hvorfor jeg mener, at man i opskriften snildt kan skifte den del ud med Nutella, hvis man ikke skulle ligge inde med Philadelphias mærkværdige variant.

Jeg var heldig at falde over en bakke økologiske jordbær til en 10’er i Irma i dag, og de smager utroligt nok virkeligt godt på trods af årstiden – søde og saftige. Så de røg på kagetallerkenen i skiver og akkompagnerede gulerodskagen fortræffeligt. Andre bær kan dog også anvendes, men jordbær er et hit! Jeg glæder mig, til det bliver jordbærsæson i Danmark :-)