Jeg har tidligere lavet et kort indlæg om dette sted, men nu kommer der endnu en anbefaling af stedet med lidt flere billeder. Det drejer sig om den sushirestaurant, der laver det bedste sushi i Århus, og det er uden tvivl Sota Sushibar i Vestergade.

Der er efterhånden mange sushisteder i Århus, men det er ikke alle, der er lige anbefalelsesværdige. Som jeg også skrev i dette indlæg har det varieret i kvaliteten alt efter, hvor vi har købt sushi fra, og vi er inkarnerede sushispisere i dette hjem. Vi gider dog ikke bruge kræfter på at lave det selv, så vi køber altid udefra og får derfor prøvet mange forskellige steder – dog holder vi os i reglen til dem, der kan levere den bedste vare.

Sota Sushibar er et populært sted, og ønsker man at spise på stedet, anbefales det, at man bestiller bord – særligt i weekenderne, hvor der er meget travlt i restauranten. Vi har altid fået som take-away, da vi tidligere har boet lige ved siden af, og på en almindelig hverdag har det som regel taget 20-30 minutter, før man kan afhente maden. Ganske acceptabelt!

De står en flok kokke ude i køkkenet bag baren, som tager imod bestillingssedlerne fra serveringspersonalet, og så laver de sushien hurtigst muligt. De arbejder hurtigt og koncentreret, og stykkerne er som regel altid med flot skåret fisk og perfekt sødme og fasthed af risene.

Mange sushirestauranter har kun de mest konservative stykker sushi såsom laks, tun og california, men på Sota er udvalget stort og velsmagende. Min favorit er helt klart deres gunkan med revet kammusling, japansk mayonnaise og lime, som ses på første billede helt ude til højre.

Hvis man endnu ikke har prøvet sushi fra Sota Sushibar, kan man godt se at komme afsted! Jeg har endnu ikke fundet et sted i Århus, hvor de laver lige så god sushi og med samme høje standard. Det er ikke et billigt sushisted, men kvalitet og pris hænger absolut sammen. En varm anbefaling herfra!

Advertisements