For nogle uger siden gik jeg og higede efter Johan Bülows chokoladeovertrukne lakridser med passionsfrugt, som jeg tidligere havde købt et par bøtter af for 70,- stykket i Irma. Jeg overvejede nogle gange efterfølgende at købe endnu en bøtte og nåede endda at stille mig i kø i irmas chokoladeafdeling, før jeg pga. en meget langsom kunde foran mig kom på andre tanker og stillede bøtten tilbage. 70 kr. er jo egentlig ret meget for en bøtte chokolade, specielt sidst på måneden.

Skæbnen ville dog, at Klidmoster afholdt en gættekonkurrence, som jeg var så utroligt heldig at vinde. Og hvad var præmien? Intet mindre end en stor bøtte af Johan Bülows påskevariant af de chokoladeovertrukne lakridser! Jamen altså, var det held, eller var det held?!


Fine, det er de i hvert fald, de små kugler. Nogle farverige lækkerbiskener ligeså. Men faktisk har jeg nu fundet et billigere alternativ, som dog ikke er det samme, men som på sin egen måde smager hamrende godt: De islandske Pipar Perlur fra Nóa.

De fås i Irma, og jeg har indtil videre fundet og smagt dem i to varianter: En hvidglaseret med hvid chokolade og lakrids indeni, og så den, jeg vil anbefale her: Chokolade med lakrids og ikke mindst rullet i lakridspulver – af den gode slags! Mums, det er svært vanedannende!

En pakke Pipar Perlur koster kun 25 kr., så det er en noget anden prisklasse end Johan Bülows lækre lakridschokolader. De fås som sagt i Irmas slikafdeling blandt deres andet islandske slik, og personligt kan jeg ikke nøjes med at købe én pose ad gangen, for jeg ved, hvor hurtigt man pludseligt kan løbe tør :-)