Dette indlæg er mere en anbefaling end en egentlig opskrift, for fremgangsmåden til pågældende ret er såre simpel uden dikkedarer. Jeg har på det seneste haft et lakse-trip særligt med røget laks, men så sandelig også med laksesushi af forskellig art samt i form af de omtalte laksesteaks her.

En tilfældig dag for et par uger siden var jeg forbi fiskedisken i den Kvickly, der ligger i Bruuns Galleri, Århus. Det er ikke et sted, jeg har købt særligt meget ind tidligere, så det var en first timer, da jeg lagde en bakke med to fuldvoksne stykker rødglinsende laks ned i indkøbskurven.

Disse stykker må have været ret friske vurderet ud fra den smukke, ensartede farve samt den friske duft. Det ustegte skind var i øvrigt særdeles spændstigt og jævnt. Stor forskel udseendemæssigt i forhold til mange af de laksesteaks, jeg førhen har købt fabrikspakkede.

Mens pomfritterne svedte i ovnen, blev de store laksestykker stegt i rigeligt smør ved høj varme på først skindsiden, der forinden havde fået lige dele urtesalt (Herbamare) og havsalt (Maldon), og derefter ved mere moderat varme på de resterende sider. Der blev bikset en hollandaise sammen, og herligheden blev serveret med lidt rucola on the side.

Laksens skind var lækkert sprødt og knasende, og fiskekødet smagte utroligt saftig og fyldigt! Når man trykkede på det med bestikket, faldt det i øvrigt let fra hinanden i “flager” ud fra kødets naturlige bølgestruktur. Min oplevelse var, at de smagte udtalt bedre end de fabrikspakkede laksesteaks, jeg tidligere har købt jævnligt i dagligvarebutikkerne både fra køl og frost.

Jeg har desværre glemt, hvad de to store stykker laks kostede, men jeg mindes, at det var relativt billigt ift. størrelsen og uden at være et særligt tilbud, de havde. Det må have været omkring en 50’er, hvilket jo faktisk er en ganske fornuftig pris, når man alternativt tænker f.eks. oksekød. To voksne mennesker blev i hvert fald mætte – og tilfredse – af ovenstående måltid.

Noget siger mig, at fiskebiksen i Kvickly ikke er et helt dumt sted at lære lidt bedre at kende, nu der ikke længere ligger en fiskeforretning i M. P. Bruunsgade som førhen. Jeg skal i hvert fald hen og have hamstret noget mere laks inden for nærmeste fremtid :-)