Min sædvanlige forfaldenhed til “pasta med svampe” er blevet udvidet en anelse, og min seneste version tilsat grønkål og portvin skal I naturligvis ikke gå glip af. Kort fortalt er det stadig den samme simple fremgangsmåde, men med nogle helt andre smagsnoter især grundet portvinens lækre sødme.

Det har bugnet med grønkål i butikkerne i det sene efterår, og det har både vi to-benede herhjemme såvel som husets kanin sat stor pris på, og da vi er sværere at stille tilfredse end kaninen, som foretrækker den rå variant, måtte jeg jo improvisere mig frem til at inkludere denne jernholdige kålart i aftensmaden. Dette blev resultatet:

INGREDIENSER (2 personer):

En pakke frisk pasta
1 tsk smør til stegning
5-8 brune champignoner alt afhængig af størrelse
En stor håndfuld frisk grønkål
1/4 liter piskefløde
1 tsk all round-krydderi
1 tsk urtesalt (Herbamare)
Salt & peber
Ca. ½-1 dl portvin
Maizenajævning
En håndfuld bacon i tern

FREMGANGSMÅDE:

• Steg baconternene sprøde på en pande, og læg dem til side på køkkenrulle
• Smelt smøret i baconens restfedt, til det er bruset af
• Skær svampene i grove tern, og findel grønkålen i mindre stykker
• Smid svampeternene og grønkålen ned til smøret på panden
• Lad det stege i smøret ved middelhøj varme i ca. 5 minutter


• Hæld fløden ved, og lad det koge op, til det skummer på panden
• Tilsæt krydderierne, og smag til, før portvinen gravist tilsættes
• Sørg hele tiden for at smage til, så der kommer lige tilpas portvin i
• Lad det simre, og når smagen er lige i øjet, jævnes med Maizena
• Kog pastaen i saltet vand, og anret den derefter på tallerkener
• Hæld svampesovsen over pastaen, og top med sprød bacon

Helt klart en variation, der egner sig til at blive gentaget. Jeg fandt inspiration til retten i en gammel biblioteksbog med svampeopskrifter. Man kan selvfølgelig benytte lige de svampe, der falder i ens smag, men personligt foretrækker jeg faste svampe såsom mørke champignon og portobello, når det er i en sammenkogt ret som denne.

Opskriften er med cirka-mål, da jeg finder det meget vigtigt hele tiden at smage til for at sikre optimal dosering og harmoni mellem de forskellige ingredienser, så det er noget med at forsøge sig frem. Enjoy!