Nu går vi lige straks ind i december måned, og jeg ligger på langs med snue og en hals, der er så ru, at man vil kunne rive parmesan på den. Så da jeg efter en lang febersøvn kravlede ud fra under min dyne ved middagstid, skulle morgenmaden være noget let og blødt.

Jeg havde en uimodståelig trang til risengrød, men da den sidste liter mælk i går var røget til mange kopper varm honningmælk, var der kun fløde tilbage i køleskabet. Ikke desto mindre kunne jeg atter regne med de madkyndige kvinder på Trendsales’ debatforum, og kort efter mit indlæg derinde havde jeg fået bekræftet, at risengrød på fløde snildt kunne lade sig gøre med succes.

Følgende opskrift fik jeg tilsendt link til af en særdeles hjertevarm og kærlig sjæl, B, som dette indlæg derfor er dedikeret til med stor taknemmelighed :-)

INGREDIENSER (til 2 personer)

2½ dl. grødris
4 dl. vand
1 tsk. salt
1-1½ dl. piskefløde

2 spsk. rørsukker
1 spsk. kanel
1 stor klat smør
1 glas saftevand

– – – –

FREMGANGSMÅDE

• Ris og vand hældes i en gryde og koges op
• Lad det koge under skråtstillet låg i ca. ½ time, rør undervejs
• Når vandet er ved at være kogt fra, tilsættes fløde og salt
• Grøden koger ind til en lind konsistens, mens der røres godt
• Servér med sukker, kanel og smørklat samt saftevand on the side

Reklamer