Af og til kan der godt gå lidt pseudo-franskmænd i os, og så går vi på jagt i Salling Supers osteafdeling og fyrer op for ost- og rødvinsaften. Det kan både være “ude af huset” hos venner, bare os to herhjemme alene mens vi ser en god film eller hvor vi har inviteret venner over til hygge.

Forleden var det sidstnævnte, der var tilfældet, og vi var syv mennesker til at nyde adskillige oste fra Salling Super, flere flasker rødvin, en enkelt flaske udmærket rosé samt flere specialøl særligt for mændenes vedkommende. Som tilbehør var der to forskellige slags røde druer, pistacienødder, kalamataoliven, tomattapenade og artiskokcreme også fra Salling Supers delikatessebiks.

Til osten var der forskellige slags knækbrød, kiks og fladbrød, og to forskellige slags flydende honning, tomatpesto samt trøffelpasta kunne man toppe sin osteanretning med. Det var det rene hapsemad, og det var særdeles hyggeligt at sidde og skære, række over, sende videre og hapse hist og her, mens snakken gik lystigt.

De valgte oste var både nogle gamle kendinge og nogle enkelte nytilkomne. En af de oste, der var selvskreven, var Gule Kristian – storebroren Røde Kristian er til min fortvivlelse udgået og bliver ikke produceret længere, og det samme med Gule Kristian på sigt*. De er biodynamiske og smager helt fantastisk på en tør, men kraftig måde!

Derudover var Rotterdam naturligvis på ostebordet, og eftersom jeg har beskrevet dens formidable smagsnuancer i indlægget her, vil jeg springe det over i denne omgang.

Til gengæld kan jeg nævne den enten tyske eller hollandske (det veksler lidt, hvad de har af udvalg) “røget pølseost”, som er ganske speciel. Manden her i huset finder den besynderlig, men mange nære og bekendte, der har smagt den første gang, bliver positivt overraskede lige som jeg. Det er en røget komælksost, der er formet som en pølse.

Den fantastiske skæreost Kong Hans fik også en plads på bordet, og selvom det var den ost, der var købt flest gram af hos ostedamen, var det også en af dem, der blev spist allermest af. Det er sådan en ost, alle som regel kan lide, og det betyder ikke, at den er spor kedelig – tværtimod har den så meget smag, at den faktisk BØR smages, hvis du spørger mig.

Den sidste af de “gode gamle” var den røde primadonna, som er en genganger i ethvert supermarked og ofte på tilbud. Den var vores favoritost af de faste her i hjemmet, indtil vi opdagede Rotterdam, men den tager stadig 2.pladsen inden for slagsen.

De andre oste på bordet var en økologisk blåskimmel, en lækker gedegouda, en tomme de savoie (den med belgisk flag i stedet for navneskilt, da jeg først kom i tanke om navnet senere på aftenen) og en fransk rød-/hvidskimmelost.

Sådan en ost- og rødvinsaften er nok ikke noget, der tilrådes for ofte ifølge madpyramiden og diverse diætister, men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det er godt for sjælen. Det var en brandhyggelig aften, og der er bare et eller andet ved ost og rødvin, der kan løfte humøret i venskabeligt lag :-)

*) Læs kommentarfeltet for udredning af denne mistforståelse