Fredag d. 11-11-11 blev aftenmåltidet indtaget på den tidligere omtalte Restaurant Miró i godt selskab. Jeg føler mig altid godt velkommen, når jeg træder ind af Mirós døre, hvor man bliver taget godt imod – både af de søde tjenere, de smilende kokke og ikke mindst af stedets ejer, Toni, som trofast går rundt og opvarter sine gæster ved bordene og spørger til, om de har det godt, mens han fylder lidt ekstra i glassene.

Stedet kan umiddelbart virke “fint og køligt” udefra, men den stemning bliver hurtigt gjort til skamme, og atmosfæren er grundlæggende hyggelig, snakken går lystigt, og der er generelt god kontakt til tjenerne, som gerne giver sig god tid, hvis man har spørgsmål.

Til at starte med valgte selskabets to herrer noget boblevand, men da champagne ikke lige var sagen, lavede tjeneren i stedet en fin, lyserød velkomstdrink à la kir med noget solbærlikør i, så den blev lidt sødere.

Mens herrerne nød deres bobler, fik vi vand og en masse start-godter på bordet i form af bl.a. nugget-agtige kalvebrisler, saltede mandler, små oliven, humus med citronskal i stedet for tahin, fyldte bisque-hapsere, brød, rygeostcreme, saltet smør, kryddercreme og fedt med krydderurter.

Inden første ret kom der endnu en lille overraskelse ind på bordet, og det var lækre, søde rejer på en bund af jordskokcreme og med jordskokflager, jordskokchips, dildmayo og et drys af karse. Meget lækkert og forfriskende!

Selskabet valgte hver fire retter, men vi var ikke spor enige om at skulle have det samme, så det blev lidt af en opgave for køkkenet, og Tonis forslag om at tage retterne i “rigtig” rækkefølge faldt i god jord, så vi altså ikke alle sammen spiste de samme ting på samme tid.

To af os ved bordet startede ud med stegt kammusling med vakuumbagt selleri-firkant med cremet top samt en lille “pakke” med krabbe i og brændt hvidløgsdrys på låget. Der var dekoreret med dild, og den lifligste safransovs blev hældt omkring. Sovsen var helt klart det bedste ved den ret, som i øvrigt generelt var velsmagende og saftig.

Vinen til denne ret var Grüner Vetliner, Strassertal – Johan Topf fra Østrig og en årgang 2007. Det siger mig umiddelbart ikke så meget, men den smagte søreme godt! Og hvis der er noget, Miró er gode til, så er det ikke alene at sammensætte retterne med særdeles godt tilhørende vin, men også verbalt at beskrive smagsnoterne, så man kan gå på opdagelse i vinen.

De andre to startede ud med bagt pigvar vendt i grøn rasp og serveret med mos samt fire forskellige slags rødbeder: Rødbedekugler, syltet rødbede, rødbedeskum og rødbedeskiver. Meget smuk ret! Urter var i øvrigt drysset dekorativt ud over denne ret, som ses her på billedet nedenunder. Til pigvaren kom en let røget chardonnay reserve fra Hunter Valley, Australien, årgang 2007 fra Wandin Estate.

Næste ret, som var forret nr. to for alles vedkommende, var for tre af os stegt foie gras med hokkaidogræskar, butternut squash samt en kraftig hønseglace udenom. Den sidste ved bordet kastede sig i stedet over pigvaren, som de to andre allerede havde oplevet.

Foie gras-retten var en rigtig efterårsret både af smag og udseende. En god, robust forret med sød og fyldig smag, der fyldte munden godt op. De sødere og lettere græskar og squash akkompagnerede den tunge foie gras godt såvel som den smagsstærke glace.

Vinen til foie grasen var en 1. cru Beaurepaire 2007 Santenay fra Frankrig, og den var tilpas afdæmpet i sin smag til, at den gik godt i spænd med maden uden at tage over smagsmæssigt.

Så kom vi endelig til den eneste ret, vi alle var enige om at skulle have og så endda samtidigt: En rigtig Mortens Aften-ret med rosa-stegt berberiandebryst serveret med kartoffel-/trøffelcanneloni, okseragout samt grønt i form af babygulerod, bagt løg, bagt tomat og så en rodlignende ting, som måske var radise.

Sidstnævnte radise-agtige ting set bagerst på andebrystet her nedenfor var faktisk det eneste, jeg ikke var begejstret for – den var for bitter og besynderlig til mig, men resten var særdeles godt! Den gode, kraftige ragout blev hældt over retten, efter vi alle havde fået sat tallerkenerne foran os, så det var dampende varmt og indbydende klart til indtagelse.

Vinen til hovedretten her var 2007 Larrikin fra Barossa Valley, Australien, og den var god og kraftig både i duft og smag og kunne sagtens stå distancen med denne smagskraftige kødret.

Efter hovedretten skiltes vores veje atter, da tre af os ønskede dessert, hvorimod den sidste tog ostefadet, der var stillet op i to rækker, hvoraf man gik “med uret” rundt, og de efterhånden steg i smag og styrke. Et glas portvin, LBV Burmeister fra 2003, fulgte med til denne ret.

Vi andre fik noget af en oplevelse for øjnene! En hel lille skov af små klatter i grønne og efterårsfarvede nuancer, man kunne gå på opdagelse i. Denne dessert var helt klart underspillet på menukortet, da den stod beskrevet som “ødelagt æblekage”, for den var langt mere end æblekage rent smagsoplevelsesmæssigt. Der var små æblemarengs, syrlig æbleis, mørke chokoladeklatter, mælkechokoladeklatter, fløjlsbløde flødekaramelklatter, frisk mynte, hindbærklatter, små æblefyldte kager og en let spredt crumble ud over.

Til desserten fik vi en moscatel de la marina fra 2008 fra Spanien, og det var lige prikken over i’et. Da var vi faktisk nødt til leende at takke nej til at få fyldt mere i glassene, for de havde været så gavmilde med vinen hele aftenen, at jeg var begyndt at blive lidt bims :-)

Det var en særdeles hyggelig aften, og vi opdagede pludseligt, at tiden var rendt fra os, og at klokken var over midnat. Ikke desto mindre sad der stadig flere selskaber rundt omkring i restauranten og hyggede sig vældigt, og tjenere, kokke og Toni var stadig lige snakkesalige og nussede om os, som da vi kom.

Regningen for fire personer med to x champagne og fire menuer, tre vinmenuer (den ene ved bordet skulle køre) og et glas vin (som blev fordelt ud over alle vinene, så hun fik en god sjat vin til hver ret, så det “løb op” i sv.t. et – ret stort – glas) endte på 3.560 kr., og så smed vi lidt drikkepenge oveni for den gode service. Særdeles fornuftig pris for en særdeles god aften hos Miró.