Følgende opskrift gav jeg mig i kast med for et par uger siden, da jeg faldt over den i et gammelt “Mad & Venner” fra september 2007. Det er første gang, jeg har lavet en bread pudding, og den blev ganske lækker, omend jeg lige skulle vænne mig til ideen med toastbrød brugt til dessert.

Jeg vil lige, før jeg skriver opskriften til jer, benytte lejligheden til at takke jer, der følger med her på bloggen, om så I bare slår et smut forbi i ny og næ eller læser med flere gange om ugen. Er meget beæret over, at jeg har så mange læsere og besøg, og specielt en tidligere kollega, sygeplejerske A, skal have en varm hilsen – jeg blev meget stolt over at høre fra en fælles bekendt, at du kan lide min blog :-)

Og nu til det spiselige:

INGREDIENSER (til lille størrelse bradepande)

250 gram blommer, vægt uden sten
25 gram rørsukker
En lille klat smør til sautering
Kornene fra ½ vanillestang
1 helt æg
1-2 æggeblommer (afhængigt af størrelse)
1 dl sødmælk
1½ dl fløde
50 gram rørsukker
Lidt havsalt
Ca. 100 gram toastbrød uden skorper
75 gram smeltet smør
Lidt rørsukker som drys på toppen

FREMGANGSMÅDE

• Blommerne skæres i både
• I en gryde smeltes smør; blommer, sukker og evt. lidt vand tilsættes
• Blommerne sauteres i gryden i ca. 8-10 minutter
• Tag blommemosen af varmen, og køl dem af på en tallerken
• Pisk æg, æggeblommer, vanillekorn, mælk, fløde, sukker og salt sammen
• Når sukkeret er opløst, og massen skummer godt, skal det hvile i ½ time
• Smelt de 75 gram smør, og pensel de skorpeløse brød på begge sider
• Smør en lille bradepande med smør eller olie
• Læg halvdelen af brødene som bund i bradepanden tæt side om side

• Fordel blommemosen jævnt oven på brødene
• Over mosen hældes halvdelen af æggemassen
• Lav et lag med det resterende brød tæt side om side
• Hæld resten af æggemassen over, og lad det suge i ca. 15 minutter
• Strø til sidst lidt rørsukker over æggemassen
• Bag i ovnen ved 180 grader i 45 minutter
• Bread puddingen er færdig, når overfladen er mørkegylden og sprød
• Lad den afkøle i ca. ½ time før udskæring og spisning
• Servér evt. med friske bær og/eller creme fraiche on the side

Bread puddingen bliver sprød og saftigsød, og den er specielt god, når den stadig er lun, men pas endelig på ikke at gå i gang for hurtigt, for blommemassen er frygteligt varm i noget tid efter bagning.

Det er en dessert, der godt kan holde sig i køleskabet i et par dage uden at blive kedelig ved genopvarmning. Det er primært brødets holdbarhed, man skal have for øje, da blommemassen til gengæld indeholder store mængder sukker og er mere hårdfør.

Man kan sagtens bruge andet end blommer til en bread pudding, f.eks. sweet potatos, nødder, æbler eller andre frugter. Hvis man googler “bread pudding”, kommer der mange lækre opskrifter frem.

Næste gang kunne jeg godt tænke mig at lave en bread pudding, hvor toastbrødet har ligget og suget rom eller sherry natten over og så enten med æblemasse eller hokkaidogræskar, som det jo netop er årstid for.

Advertisements