I går var det endnu tid til et møde i Madklubben. Madklubbens medlemmer udgøres af min veninde og mig, og klubben går udelukkende ud på at spise lækker mad på århusianske restauranter. Det er jo lige til at overkomme.

Mødet fandt sted på NFK aka Nordens Folkekøkken på Jægergårdsgade i Århus. Det var en first timer for alle medlemmerne i klubben, så på trods af de ret så lave priser var forventningerne høje. Ikke mindst, fordi vi forinden havde tjekket menuen på nettet og havde lyst til at spise det hele rub og stub.

Vi blev dog enige om at holde os til fem retter med vin for at være på den sikre side af sprækket maveskind. Man kan vælge op til syv retter med vinmenu, og menuen var praktisk nok printet på dækkeservietterne, så man hele tiden kunne holde sig à jour med, hvad det var, man tyggede på, og hvad næste ret var.

Stedet er utroligt flot og meget skandinavisk med åbne flader, hvide vægge samt interiør holdt i kolde farver i skarp minimalistisk stil. På det ydre er det et rigtigt stilfuldt og gennemført sted, uden at det dog manglede hygge.

Vi startede begge med en helt fortrinlig jordskoksuppe med jordskokchips og frisk estragon. Den var lækkert cremet og mild i smagen, og til suppen fik vi en skøn, mørkerød lambrusco (DOC Secco, Medici Ermete), der gjorde vores minder fra 90’erne svært til skamme.

Næste ret var for mit vedkommende røget makrel med purløgsolie, røget kartoffel, østersyoghurt og radiser. Den nok flotteste ret på bordet den aften, men desværre også den der skuffede mest. Jeg tænder helt af på ben i fisk, og der var adskillige i denne ret, hvilket endte med et par mundfulde i servietten. Rigtigt rigtigt ærgerligt, men det ødelagde altså hele oplevelsen, selvom smagen faktisk var ganske okay (uden dog at være lige i øjet).

Retten var i øvrigt kold, og det kunne have været rart at vide det på forhånd, da det kom som en overraskelse for mig. Set i bagklogskabens lys skulle jeg have valgt denne ret fra og i stedet osten til, som den anden del af selskabet valgte at gøre.

Vinen til denne ret var en ung rosé med let perlende karakter, dog til den sødere side (Zabu Rosato Sicilia Igt 2010, Tenimenti Zabu). Den passede ganske fint til den kolde fiskeret.

Til gengæld tog næste ret klart præmien som aftenens lækreste uden den mindste tvivl fra nogen af Madklubbens medlemmer! Den bestod af ristede svampe, kastanjer, luftig kastanjepure, svampestøv og svampeolie, og selvom det måske ser halvkedeligt ud på billedet, var der tale om himmerrigsmundfulde!

Til retten blev der serveret en oktober-øl fra Bock, Herslev Bryghus. Øllen passede smagsmæssigt ganske godt til den “runde” og smagsstærke ret, da den var sød og tung. Dog kunne jeg ikke drikke det hele og valgte i stedet til resten af måltidet en jordbærsaft on the side, som var rigtigt lækker!

Den gode svamperet fyldte godt i maven, og jeg var faktisk allerede halvmæt, da fjerde ret kom på bordet: Lun syltet laks med grov rodfrugtmos, tang og rå rødder. Den grønne, asiatiske tang var jeg ikke særligt glad for, så den sprang jeg over. Resten var ganske velsmagende, omend jeg ikke fik spist meget mere end halvdelen; både pga. mæthed og måske også lidt skuffelse, da retten måske nok var en anelse kedelig.

Til den syltede laks blev der hældt en god hvidvin op, og den fik hurtigt ben at gå på. Faktisk nåede jeg at blive godt kørende på de fremragende vine, der blev serveret i løbet af aftenen, så vi havde en særdeles morsom gåtur hjem!

Sidste ret var NFKs version af en mini-lagkage på vanillebunde i følgeskab af Grand Marnier, æbleflødeskum, bærcoulis og blåbærsorbet. Grand Marnieren måtte gerne have trådt tydeligere frem, men sorbeten og ikke mindst poppin’ candy, der var strøet ud over, var fremragende!

Til desserten var der en lækker moscato (”Cantico” Moscato, Campagnola), og det var et godt glas at runde aftenen af med.

Vi endte med blot at skulle af med 550 kr. hver for fem retter med vin. Min veninde syntes, det havde været rigtigt godt, hvorimod jeg havde haft et par skuffelser. Dog vil jeg sige, at det er en særdeles god pris for kvalitetsmad, og vi kunne sagtens finde på at holde et nyt møde i Madklubben på NFK en anden god gang.

Advertisements