I et af mine gamle “Mad & Venner”-magasiner faldt jeg forleden over denne simple, men velsmagende opskrift på “pommes de terre coiffées de munster” – kartofler toppet med munster-ost, som jeg så reviderede og i stedet for munster toppede med en god fåreost.

Retten er et godt alternativ til de mere traditionelle kartoffel-side dishes, vi er vant til at indtage til aftensmaden i Danmark, og personligt synes jeg også, at den er lækker i sig selv genopvarmet dagen efter til frokost.

INGREDIENSER:

Ca. et kilo kartofler
1 lille til mellemstort løg
Et skvæt olivenolie
En lille klump smør
En håndfuld friskbælgede ærter
En dusk frisk rosmarin
En god, fast fåreost
Salt & peber
En håndfuld frisk brøndkarse

FREMGANGSMÅDE:

• Skræl kartoflerne, og kog dem i saltet vand i ca. 15 minutter
• Afkøl dem en anelse, og skær dem i tykke skiver
• Skær løget i ringe, og svits dem i olivenolie og smør i ca. 5 minutter
• Tilsæt de skivede kartofler på panden, og lad dem stege med
• Krydr med salt og peber

• Hæld kartoffelblandingen over i en lille bradepanden eller fad
• Hak rosmarinen og drys dette samt ærter ud over blandingen
• Riv rigelige mængder ost, og dæk jævnt over kartoflerne
• Bag det hele i ovnen ved 180 grader i ca. en halv time
• Retten er klar, når osten på toppen er blevet gylden
• Inden servering toppes med frisk brøndkarse

Vi spiste kartoffelretten til en god, rød cuvettesteg, og man kunne snildt have mixet en frisk salat af en art til. Man kan også sagtens bruge anden ost end både munster og fåreost – det kommer udelukkende an på, hvad de individuelle smagsløg dikterer. Dog vil jeg anbefale, at man vælger en ost, der er smagskraftig nok til ikke at blive neutral efter smeltning.

I originalopskriften skal der bruges skalotteløg og hakket persille, men jeg improviserede til i stedet at anvende et almindeligt løg samt at krydre med frisk rosmarin. Derudover tilsatte jeg friskbælgede ærter såvel som brøndkarse for at give lidt mere sommerfriskhed.